Døgnrapport: Mand anholdt for indbrud - mindre brand i opgang
En 25-årig mand er blevet anholdt efter indbrud i en virksomhed i Nuuk.
Natten til fredag kl. 00.51 fik Grønlands Politi anmeldelse om indbrud i virksomheden Nuuk Transport i hovedstaden.
Vagtchef Ole Hald fortæller, at anmelderen havde set en person i området ved virksomheden:
- Med hjælp fra anmelderen lykkedes det politiet at få fat i personen, der blev anholdt, siger Ole Hald.
Den anholdte er en 25-årig mand, der formodes at være brudt ind i virksomheden via et vindue. Manden er efter afhøring blevet løsladt sigtet for indbrud.
Brand i opgang
Derudover rykkede politi og brandvæsen også ud til en mindre brand i en opgang på vejen Nuukullak.
Branden blev anmeldt 04.25 og blev hurtigt slukket:
- Anmelderen af branden blev tjekket for røgforgiftning, fortæller Ole Hald.
Politiet vurderer umiddelbart, at der ikke er sket skade på ejendommen.