Dødsulykke
44-årig grønlænder styrtede i døden

Den 44-årige mand blev fredag aften dræbt, da han faldt ud fra en bygning i København. Han kommer oprindelig fra Grønland oplyser Ekstra Bladet. I følge BT er den 44-årige mand Adam Thomsen.
Kort før klokken 14 (grønlandsk tid) blev ambulance og læge kaldt ud til højhusene i Bellahøj, hvor en mand var faldet fra stor højde. Men hans liv stod ikke til at redde.
Manden var muligvis beruset, da han ifølge politiets oplysninger faldt fra den højtbeliggende lejlighed.
- Vidner har set, at manden nærmest i kådhed svingede sig fra altan til altan, siger den centrale vagtleder på Politigården, John Hansen.
Politiet vurderer, at der indtil nu ikke er noget, der tyder på, at der hverken skulle være tale om en forbrydelse eller et selvmord.
Ifølge bt.dk og ekstrabladet.dk flyttede Adam Thomsen ind i lejligheden, placeret på 9. sal, i højhusene i Bellahøj april i år, som led i et nystartet kollektiv for tidligere hjemløse. De ti foregående år havde den 44-årige mand været hjemløs.
I det seneste nummer af hjemløsebladet Hus Forbi pryder manden forsiden, som et godt eksempel på en genhuset hjemløs.
Han nåede ikke selv at se billedet eller læse artiklen om sig selv.
Hans venner kom forbi lejligheden med det nye nummer af bladet cirka to timer efter, at han var styrtet i døden, fortæller bt.dk.
Hus Forbi fortæller, at den afdøde grønlandske mand var glad for sin nye chance og erkendte åbent, at han havde et alkoholproblem, og at han på grund af sit misbrug ikke havde set sin nu 12-årige datter i mange år. Men efter at være flyttet ind i kollektivet, håbede han på, at han på et tidspunkt kunne blive ædru, så kan kunne se sin hende.
- Jeg vil gerne se, hvordan det går med hende. Hvordan hun er vokset og har etableret sig. Nu hvor jeg ikke bo på gaden mere, bliver det måske nemmere at få kontakt til hende, sagde han dengang til Hus Forbi.!
Redaktøren af Hus Forbi siger til bt.dk, at hjemløsebladet vil holde en eller anden form for højtidelighed, hvor venner og pårørende kan mindes den afdøde. Det bliver formentlig på Christianshavns Torv, hvor den dræbte i mange år holdt til.