Dødstrusler mod politi-familier
En 22-årig mand fra Paamiut er tilbageholdt efter at have truet både politifolk og deres familier med drab
Politiet i Paamiut har tilbageholdt en 22-årig mand, efter at manden fredag truede både sundhedspersonale, politifolk og deres familier på sundhedscentret i Paamiut.
- Manden, der var beruset, hidsede han sig op overfor sygehuspersonalet og efterfølgende overfor polititfolkene, og truede disse og deres familier med, at han ville slå dem ihjel eller med at få andre kriminelle til at gøre det, lyder det fra Nuuk Politis Niels Nyvang i en pressemeddelelse.
Politiet blev tilkaldt til sundhedscentret, efter manden havde truet med at begå selvmord.
Politiet fastslår, at man tager trusler mod politifolks familier meget alvorligt, hvorfor man lørdag fremstillede den 22-årige i kredsretten, hvor begæringen lød på tilbageholdelse.
Grundlovsforhøret endte med, at manden foreløbig er tilbageholdt i 14 dage.