SPANIEN
Dødstal stiger til over 200 efter oversvømmelser
Vrede og sorg har præget Spanien på grund af højt dødstal efter oversvømmelser. Nu stiger det endnu mere.
Spaniere rydder op i mudderdækkede gader fredag.
Foto: Jose Jordan/AFP/Ritzau Scanpix
Flere dage efter at et uvejr ramte det sydlige og østlige Spanien, fortsætter dødstallet på grund af oversvømmelserne med at stige.
Fredag oplyser Valencias regionale myndigheder, at mindst 202 mennesker har mistet livet.
Der var allerede tale om de værste oversvømmelser i Spaniens nyere historie.
Nu er dødstallet det højeste for oversvømmelser for et enkelt land i Europa, siden oversvømmelserne i Rumænien dræbt 209 mennesker i 1970.
Imens fortsætter spanske redningsfolk fredag med at forsøge at nå frem til områder, som er blevet afskåret fra omverdenen.
500 soldater sat ind
Omkring 500 soldater er blevet sendt til Valencia-regionen for at lede efter savnede og hjælpe overlevende.
Det høje dødstal har ført til vrede og sorg i Spanien.
Nogle har beskyldt myndighederne for at være dårligt forberedte og ikke at have advaret folk tidligt nok om, hvor farligt uvejret ville blive.
Flere steder blev folk fanget i trafikken, mens vandet steg hurtigt og voldsomt. Billeder af mudderdækkede gader og dynger af biler, som er blevet taget med af vandet, har i de seneste dage præget medier verden over.
Er taknemmelig for at være i live
65-årige Hector Bolivar, som bor i Valencia, er blandt de borgere, som har kritiseret, at en advarsels-sms blev sendt ud ved 20-tiden lokal tid tirsdag. Her havde der været meget kraftig regn i flere timer.
- Jeg kan være taknemmelig, fordi jeg er i live, men det fjerner ikke ansvaret fra de mennesker, som i jagten på stemmer siger, at de vil hjælpe os. Men når det gælder, så er de der ikke, siger han.
Den regionale leder i Valencia, Carlos Mazón, har sagt, at alle retningslinjer blev fulgt, og at myndigheder begyndte at advare folk søndag.
At dødstallet ville stige fredag, var ventet.
Sent torsdag - da mindst cirka 150 var bekræftet døde - sagde ministeren, som står for samarbejde med spanske regioner, Angel Victor Torres, at tallet ville stige yderligere.
/ritzau/Reuters