Diskrimination af studerende i DK: Direktør efterlyser politisk handling

En nye rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at nogle grønlandske studerende i Danmark oplever diskrimination og fordomme på deres studie. Problemet kalder på politisk handling, mener direktør.

Offentliggjort

Hver femte af de adspurgte, der har svaret, i en ny rapport om grønlandske studerende i Danmark har inden for de seneste 12 måneder oplevet negativ forskelsbehandling, for eksempel i forbindelse med praktik- eller jobsøgning eller ved at blive ekskluderet fra gruppearbejde.

Direktør for Institut for Menneskerettigheder Louise Holck

Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, peger på, at ligebehandlingen af grønlændere gælder både de studerende, men også øvrige grønlændere i Danmark. Hun mener, den danske regering skal gøre mere for at sikre ligebehandling af grønlændere i Danmark.

Én af de anbefalinger, Institut for Menneskerettigheder kommer med er, at ”Regeringen opretter en statslig enhed, som kan sikre koordinering af statens indsats for ligebehandling af grønlændere i Danmark.”

Skal se på nabolande

Sermitsiaq.AG, har spurgt direktøren, hvad sådan en enhed skal gøre og have af effekt.

- Der er behov for at sikre en egentlig koordineret indsats af ligebehandlingen af grønlændere i Danmark, fordi der er udfordringer på forskellige områder. Vi tror på, at hvis man laver en samlet handling, kan man få en bedre indsats for ligebehandling at grønlændere i Danmark, siger Louise Holck.

Hun nævner, at man i både Norge, Sverige og Finland arbejder med koordinerende afdelinger fra statslig side, så man sikrer ligebehandling af oprindelige folk.

Særlig forpligtelse overfor oprindelige folk

Direktøren mener, at problemerne også skal ses i lyset af, at man har en særlig forpligtelse over for oprindelige folk.

- Vi tror, at det vil gøre en forskel og styrke forholdene for grønlændere i Danmark, samt sikre at Danmark lever op til ILO-konventionen i forhold til ligebehandling af grønlændere, siger hun.

Danmark er part i ILO-konventionen og har derfor en forpligtelse til at leve op til ligebehandling af oprindelige folk.

- Når vi fra Danmark er ude i verden og optræder som et foregangsland for at tale oprindelige folks rettigheder – så skal vi spørge os selv, om vi gør det godt nok, når det kommer til vores eget hjemland. Vi gør det ikke godt nok, og der er ikke nok opmærksomhed på problemstillingen, siger Louise Holck.

Mange kender ikke til ILO

Hun mener, at man med rapporten kan øge opmærksomheden på problemerne med diskrimination. Også for at gøre danskerne mere bevidste om de forpligtelser, man har.

- Der er rigtig mange danskere, der ikke er klar over, at man har en særlig forpligtelse over for oprindelige folk. Denne rapport er en god anledning til at gøre opmærksom på problemet, og i rapporten bliver det slået fast, at der er problemer med nedværdigende behandling, negative kommentarer, fordomme og lav social integration. Det er godt at få slået fast, selvom det desværre ikke er overraskende, fortæller direktøren.

Powered by Labrador CMS