TIDENS BESTEMMELSE
Dilemma hos Inatsisartut: Psykisk og fysisk velvære hos familien Grønland eller velfungerende erhvervsliv
Under behandlingen af Naalakkersuisuts forslag til ændring af tidens bestemmelse under Inatsisartuts efterårssamling 2022 havde især lovudvalget en stor bekymring for konsekvenserne for borgernes psykiske og fysiske reaktion. Men tiden blev ændret fra UTC -3 til UTC -2 den 25. marts 2023, kl. 22.00. Nu mindre end 2 år efter, foreslår Siumut at tiden bliver tilbagerullet til UTC -3 samtidigt med at sommertiden afskaffes.
Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix
Partiet Siumut var positivt stemt under behandlingen af forslaget til Inatsisartutlov om tidens bestemmelse under Inatsisartuts efterårssamling 2022 og fremkom med en meget kort ordførerindlæg, fremsat af Kuno Fencker (S):
- Vi fra Siumut anser overtagelsen af ansvaret for tidens bestemmelse som et godt skridt, selvom
ansvaret ikke er stort, betyder det noget. Vi fra Siumut er tilfredse med både lovarbejdet og den
nye tidszone, at UTC -2 bliver fulgt når loven er trådt i kraft, og Ittoqqoormiit følger denne i dag. Vi fra Siumut er tilfredse med høringssvaret fra erhvervslivet, derved får de ansatte i flyselskaber
og vores samarbejdspartnere i vest, 1 times mindre forskel.
Men efter protester og krav om tilbagerulning til UTC -3, har partiet valgt at fremsætte et lovforslag, som i dag onsdag er under førstebehandling.
Debatten under førstebehandlingen var meget følelsesladet og partierne var ikke tilbageholdende med at fortælle om de mange konsekvenser og gener for helbredet.
Men på den anden side blev det også fremhævet, at det grønlandske erhvervsliv nyder godt af den nu eksisterende tid, da de fleste forretningsmæssige forbindelser er med Danmark og Europa.
Siumut: Når solen står op, står solen op
Men nu mindre end to år med en ny tidszone, mener Siumut at ændringen af tidszonen ikke er holdbar:
- Når solen står op, står solen op. Når solen går ned, går solen ned. Den virkelighed kan vi ikke
ændre, uanset hvad vi gør. Da Inatsisartut traf beslutningen om tidsændringen i efteråret 2022,
begyndte vi alle at leve i modstrid med solens naturlige cyklus. Siumut har hørt fra mange, at de
oplever dette som ubehageligt, og derfor er det nødvendigt, at vores liv igen følger naturens
rytme, begrunder Siumuts gruppe i Inatsisartut deres forslag blandt andet.
Krav om færdigbehandling inden 24. oktober 2024
Siumut har i sit forslag lagt op til at loven skal træde i kraft den 27. oktober 2024, kl. 24.00, når sommertiden slutter.
Sagt med andre ord, så hurtigt som muligt.
Men Inatsisartuts formandskab har valgt at andenbehandlingen først skal ske den 15. november og tredje og afgørende behandling den 6. december 2024.
På den måde ville man ikke nå at tilbagerulle klokken og afskaffe sommertiden søndag den 27. oktober. I givet fald må man indstille sig på at tiden vil blive skruet 3 timer tilbage søndag den 30 marts i forbindelse med sommertidens start, eller man så må vente på og se om den nyvalgte Inatsisartut efter valget, og ikke mindst om det nye Inatsisartut er villige til at tilbagerulle tidens bestemmelse og afskaffe sommertiden.
Men efter flere timers intens debat besluttede et flertal i Inatsisartut at sende forslaget til behandling hos Inatsisartuts lovudvalg.