Digitalt: Ingen bopælsattester på Sullisivik

Skal du og din familie på ferie udenfor Grønland? Ejer du ikke et pas? Så skal du have en gyldig bopælsattest eller kørekort at fremvise. Men siden januar har det ikke været muligt at udskrive en bobælsattest igennem Sullissivik.

Offentliggjort

Det er ferietid, og ferietid betyder rejseaktiviteter for mange borgere. Nogle bliver i landet mens andre rejser til Danmark, andre nordiske lande eller også langt væk til andre lande.

Så længe man blot skal til Danmark, behøver man ikke vise legitimation ved selve rejsen, men hvis man får brug for at vise legitimation kan en bopælsattest være meget god at have i tasken, eksempelvis hvis en lægebesøg i Danmark skulle blive aktuel.

Der kan også være andre grunde til man skal bruge sin attest, og normat er det ret nemt at hente en på Sullisivik med sin MitID eller NemID. Men den mulighed har ikke virket siden januar, så man skal på kommunekontoret og betale for at få den printet hvis man skal bruge den.

Pengene frem hos kommunerne

Ud over problemer med bopælsattest kan man heller ikke skrive børn op til daginstitutioner eller melde dem ud, sådan som det ellers er meningen med selvbetjeningsmulighederne.

På Sullissivik.gl kan man selv benytte sig af forskellige selvbetjeningsløsninger, og det er gratis. Men hvis man vælger at henvende sig til kommunen, kan kommunen opkræve betaling for den service man gerne vil have, eksempelvis udskrivning af bopælsattest. Kommunerne har forskellige tariffer ved personlig betjening.

Hvem har ansvaret og hvornår bliver det løst?

På Sullisivik står der, at det er kommunerne der ejer selvbetjeningsløsningerne. Men det er kommunerne i samarbejde med Grønlands Selvstyre, der står for driften af disse selvbetjeningsløsninger, der findes i sullissivik.gl.

Hos Selvstyret henviser man til kommunerne og Sermitsiaq.AG afventer nu svar fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Indtil videre bliver borgere mødt af denne besked på Sullisivik:

”Du kan stadig ikke hente din bopælsattest. Du kan heller ikke få dit barn skrevet op til en dagsinstitutionsplads eller meldt ud af en daginstitution, eller få skrevet op på en venteliste. Kommunerne ejer disse selvbetjeningsløsninger. Har du spørgsmål omkring disse, skal du derfor henvende dig til din kommune.”

Powered by Labrador CMS