Det vigtigste kongebesøg

I juli 1952 ventede der læsere af Atuagagdliutit en usædvanlig oplevelse. Ombord på kongeskibet Dannebrog, der lå for kaj i Qeqertarsuaq, havde avisens redaktør fået foretræde for Kong Frederik og Dronning Ingrid – den nuværende Kong Frederiks bedsteforældre. Parret sad i den luftige rygesalon med døren på vid gab ud til dækket, og redaktøren var tydeligvis benovet over situationen. Den solbeskinnede dag blev der nemlig ikke kun skrevet dansk, men også grønlandsk pressehistorie.

- Det er første gang, at Deres Majestæter Kongen og Dronningen har givet tilladelse til, at direkte udtalelser må anvendes i interview-form, og det er således første gang, et blad ser sig i stand til at gengive en samtale med Deres Majestæter, oplyste Atuagagdliutits redaktør i sin artikel.

- Da Dannebrog sejlede gennem Vaigat-strædet, og vi så de vidunderligt farver, de imponerende fjelde og de ejendommelige isbjerge, blev jeg grebet af en følelse af stolthed over, at alt dette er dansk, udtalte kongen, som dog også havde registreret, at der var noget helt galt i Grønland:

- Sygehusforholdene er, når man ser bort fra enkelte undtagelser, forfærdende og uforsvarlige, sagde kongen med tilføjelsen: - På dette område bør der gøres noget, men det er de rette vedkommende sikkert klar over.

Dronning Ingrids Hospital

I 1952 fulgte et dansk pressekorps majestæterne til Grønland – som det også er tilfældet i dag. De rapporterede hjem om, hvad de oplevede, og det var ikke kun idylliske bopladser, de grønlandske smil og landskabet, der blev omtalt i reportagerne. Det var også sociale elendigheder, kummerlige boliger og den kritisable sundhedsbehandling. Og på den måde – og måske også hjulpet lidt på vej af kongens udtalelser om de »forfærdende forhold« - endte kongebesøget med at få indflydelse på meningsdannelsen i Danmark og dermed også på beslutningerne.

I en ph.d.-afhandling af tidligere journalist på KNR, Naimah Hussain, strejfes den pointe.

- Navnlig kongebesøget i 1952 fik afgørende betydning for det efterspil, der kom, da den danske offentlighed blev opmærksom på problemerne i Grønland, citerer Hussain, som refererer fra en specifik artikel af tidligere redaktør på AG, Jørgen Felbo fra 1956.

Særligt blev der sat turbo på tuberkulose-behandlingen. Dronning Ingrids Sanatorium (SANA) blev indviet i 1954 med plads til 256 patienter, der var vaccinationsprogrammer, og fra 1955 begyndte tuberkuloseskibet Misigssût at sejle på kysten. I 1953 var levealderen kun 39 år, men den steg i de kommende årtier markant. Blandt andet fordi der også blev iværksat G-60-planerne: Der blev bygget sundere boliger, levestandarden blev løftet.

Det var dog ikke kun kongebesøget i 1952, som fik selvransagelsen til at brede sig i Danmark. Der var også en del andre faktorer. Allerede i 1946 rejste en dansk pressedelegation til Grønland og rapporterede om kritisable forhold. Og tilmed fra FN´s side blev der holdt kritisk øje med, hvordan Danmark forvaltede sit ansvar. 1950´erne og 60´erne var en opbrudstid, hvor mange ting var nødt til at blive reformeret. Ikke alle forandringerne var til det bedre, men det er en anden historie.