Det Hvide Hus bekræfter: Minister og sikkerhedsrådgiver kommer med til Grønland

National sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og energiminister Chris Wright gør Usha Vance selskab i Grønland.

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, kommer også til Grønland i denne uge.
Offentliggjort

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister Chris Wright deltager i andendamen Usha Vances besøg i Grønland.

Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Søndag meddelte andendamens kontor, at Usha Vance sammen med sin søn og en amerikansk delegation vil besøge Grønland fra torsdag til lørdag i denne uge.

Det fremgik ikke umiddelbart, hvem der skulle gøre Vance følgeskab på rejsen.

Det Hvide Hus oplyser sent søndag amerikansk tid, at Mike Waltz og Chris Wright blandt andet skal besøge militærbasen Pituffik Space Base.

Vil også overvære hundeslædevæddeløb

Ifølge Det Hvide Hus vil Waltz og Wright på militærbasen få orienteringer fra udstationeret amerikansk personale.

Sikkerhedsrådgiveren og energiministeren vil også deltage, når Usha Vance under opholdet skal besøge historiske steder og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.

Usha Vance, der er gift med vicepræsident J.D. Vance, leder ifølge Reuters den amerikanske delegation.

Besøget sker i en tid, hvor USA's præsident, Donald Trump, flere gange har givet udtryk for, at han ønsker, at Grønland skal blive en del af USA.

Besøget er blevet kritiseret af flere grønlandske politikere, der er i forhandlinger omkring dannelsen af en ny regering ovenpå valget den 11. marts.

Múte: Ingen møder

Grønlands fungerende formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), oplyste natten til mandag i et Facebook-opslag, at de amerikanske gæster ikke skal mødes med Naalakkersuisut:

- Amerikanerne har også fået klar besked om, at der først kan ske møder, når et nyt Naalakkersuisut er tiltrådt, skriver Múte B. Egede.

- Desuden skal det med tyk streg også siges, at vores integritet og demokrati skal respekteres, uden enhver forstyrrelse udefra, lød det videre.

Brian Hughes, som er talsperson i Det Hvide Hus, siger til Reuters, at besøget er en mulighed for at udbygge partnerskaber, der respekterer Grønlands selvstændighed.

- Besøget handler om at lære mere om Grønland, landets kultur, historie og mennesker, og at overvære et hundeslædeløb, som USA sponsorerer, siger Brian Hughes.

Ekspert: Et klart politisk signal

Søndag vurderede forsker ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, overfor Sermitsiaq,  at hvis Mike Waltz deltager på turen, vil besøget få en helt anden politisk overtone, i forhold til hvis det udelukkende drejede sig om Usha Vance:

– Hvis han både besøger Pituffik og hundeslædevæddeløbet, så er det et klart politisk signal, som ikke kun er ”blødt diplomati”, så bliver signalet meget ”hårdere”. Og her er det, jeg ikke forstår USA, for hvis de gerne vil skabe en god relation til Grønland, så ville det være smartere at nøjes med det bløde signal. 

- Men Trump er mere til bulldozere end blødt diplomati. Det tror jeg er kontraproduktivt for dem. Aktuelt er Trump jo Rigsfællesskabets bedste ven, siger Peter Viggo Jakobsen.

Powered by Labrador CMS