Demokratiet skal også gælde i Pituffik
Vi bliver mere betragtet som skatteborgere end som almindelige borgere, siger formanden for Borgerrådet i Pituffik

Borgerne i Pituffik skal have de samme demokratiske muligheder som i andre byer. Det kræver formanden for Borgerrådet, Jørgen-Ole Nyboe Nielsen.
– I dag bliver vi mere betragtet som skatteborgere end som almindelige borgere. Politikerne kender ikke ret meget til vores forhold, og derfor ønsker vi, at flere politikere kigger forbi Thule Air Base, så de kan se, hvem vi er, og hvad vi kan gøre for det grønlandske samfund.
De cirka 450 grønlandske og danske medarbejdere i Thule Air Base
betaler den særlige landsskat på 26 procent. Desuden betaler de også den almindelige landsskat på 11 procent.
Den samlede skatteprocent er således på 37 procent.
– Vi er vant til at betale skat til det samfund, som vi er en del af. Det anser vi som noget helt naturligt. Derfor vil vi også gerne have de samme demokratiske muligheder som i andre byer.
Voksenundervisning
– Hvad tænker du konkret på?
– Vi vil meget gerne have udvidet vores undervisningsfaciliteter, så de lever op til nutiden. Borgerrådet vil gerne have bedre undervisningsforhold i fagene dansk, grønlandsk, engelsk og EDB. Vi har en gammel folkeskole, som blev brugt i 1980erne. Der er dog ingen børn i Pituffik, og skoleinventaret er for skolesøgende børn. Slet ikke beregnet til voksne mennesker.
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen var fornylig i Sisimiut til KANUKOKA’s delegeretmøde og havde samtidig et møde med landsstyreformand Hans Enoksen.
– Det ser lovende ud. Vi regner med at få bygget et lokale, og så vil undervisningsdirektoratet, KIIIP, komme med undervisere i en periode. Vi håber, at vores ønsker vil blive realiseret i 2009.
Arbejde til Qaanaaq
Landskassen får i dag cirka 90 millioner kroner i skatteindtægter fra de grønlandske og danske ansatte på Thule Air Base.
– En del af de penge, vi betaler i skat kunne sagtens gå til Qaanaaqs befolkning. Den bedste måde at støtte befolkningen på er at sikre dem et arbejde. Men det kræver, at befolkningen har en uddannelse.
– Vi forsøger at hjælpe Qaanaaqs befolkning så godt som vi nu kan. En 6. klasse fra Qaanaaq har søgt om økonomisk støtte til deres studietur, og til nationaldagen vil vi opfordre befolkningen på basen til at give et tilskud.
– Vores mål er at gøre det til en fast tradition, at støtte den eksisterende 6. klasse, så eleverne kan få mulighed for at udvide deres horisont udenfor Qaanaaq, siger formanden.