sprogkrav
Demokraterne til Olsvig: Sæt Mimi Karlsen på plads
Sara Olsvig skal som partiformand for IA sætte sin partikollega Mimi Karlsen på plads, i spørgsmålet om den kommende rektor for Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, skal mestre det grønlandske sprog.
Det mener Demokraternes Justus Hansen, der langt fra er tilfreds med, at Mimi Karlsen, medlem af Inatsisartut, blander sig i hvilke kvalifikationer den kommende rektor skal besidde. Tirsdag udsendte Mimi Karlsen en pressemeddelelse, hvor hun mente, at det var uacceptabelt, at der ikke stilles krav om, at den kommende rektor kan grønlandsk.
Læs også: Politiker blander sig i ansættelse af ny rektor
- Demokraterne har stor tiltro til, at bestyrelsen på Ilisimatusarfik er professionel, og at den arbejder for landets og de studerendes bedste, og vi har stor tiltro til, at bestyrelsen er i stand til at ansætte en elkvalificeret rektor, der på bedst mulig vis kan videreudvikle Ilisimatusarfik, skriver Justus Hansen i en pressemeddelelse og tilføjer:
- IA’s medlem af Inatsisartut Mimi Karlsen har ikke samme tiltro, men har valgt at blande sig i, hvilke kompetencer den kommende rektor bør besidde. Det er ganske enkelt ikke i orden. Mimi Karlsen - og andre politikere for den sags skyld - skal blande sig helt uden om den slags.
Samlet bestyrelse står bag
Professor Minik Rosing, der er bestyrelsesformand for universitetet, oplyste til Sermitsiaq.AG i går, at det var en samlet og enig bestyrrelse, der står bag følgende formulering i jobopslaget:
"Kendskab til det grønlandske sprog vil være en fordel, men er ikke et krav."
Læs også: Rosing om sprogkrav: En faglig kvalificeret rektor vejer tungest
Justus Hansen påpeger, at ”der er en grund til, at Ilisimatusarfik har en bestyrelse, der tager sig af den slags”.
"Hvad med andre direktørposter?"
- Samfundet har krav på at vide om det er IA’s politik, at politikere skal kunne blande sig i, hvem der bliver ansat som rektor på Ilisimatusarfik. Og samfundet har krav på at vide om det kun gælder på Ilisimatusarfik, eller om det også gælder andre steder. Skal politikerne eksempelvis have lov at blande sig i, hvem der skal være direktør for Royal Greenland? Eller for Tele? Eller for andre virksomheder?, spørger Justus Hansen, der er medlem af Inatsisartut.
- Befolkningen har ret til at få klar besked fra IA’s formand Sara Olsvig. Er det pludselig blevet IA’s politik, at politikere skal blande sig i ansættelser af medarbejdere?, spørger Justus Hansen partiformanden for IA.
Læs også: Jobannoncen