Demokraterne overvejer at indgå i koalitionen
Demokraterne overvejer at gå i koalition med Siumut og Nunatta Qitornai.
Igennem de seneste par uger har Demokraterne været i en proces, hvor man overvejer, om partiet skal droppe støtteparti-rollen og i stedet indgå i koalitionen.
Hovedbestyrelsen hos Demokraterne har givet de politisk valgte medlemmer af Inatsisartut grønt lys til at indlede en dialog med Siumut og Nunatta Qitornai.
Den fungerende formand for Demokraterne, Nivi Olsen, oplyser til Sermitsiaq.AG, at partiet har en rigtig god dialog med Kim Kielsen.
Ny koalitions-aftale
Det er imidlertid ikke en blankocheck, som den seks mand store gruppe har fået af sin hovedbestyrelse. En ny koalitionsaftale skal først falde på plads, og indholdet af dette papir skal Demokraternes hovedbestyrelse tilslutte sig, før en koalitions-ændring kan blive en realitet.
- I stedet for at stå og råbe fra sidelinjen som støttepartiet kan det være bedst for partiet at indgå i et forpligtende samarbejde som koalitionsmedlem, siger Nivi Olsen.
Hun understreger, at det endnu er for tidligt at fastslå, om forhandlingerne om en koalitionsaftale vil falde på plads.
Hvornår forventer du, at en beslutning er truffet?
- Jeg vil tro, at der vil gå to, tre eller måske fire uger, vurderer Nivi Olsen om tidshorisonten.
Vigtige beslutninger
Det er ikke mindst corona-krisen og den store samfundsregning, som får Demokraterne til seriøst at overveje at træde ind i koalitionen.
- Der er rigtig mange og særdeles vigtige beslutninger, der skal træffes i den kommende tid, når vi skal finde de penge, der skal dække omkostningerne, som corona-krisen har affødt, siger Nivi Olsen.
- I en sådan situation kan det være en fordel at sidde med, hvor de endelige beslutninger træffes, forklarer hun.
Vælgerlussing
En kilde hos Demokraterne siger til Sermitsiaq.AG, at vurderingen har været, at det nok vil være hip som hap, om partiet agerer støtteparti eller indgår i koalitionen.
- Uanset hvad vil partiet nok ende med en vælgerlussing. Og set i det lys kan partiet sandsynligvis få større indflydelse som medlem af Naalakkersuisut og måske have en bedre mulighed for at præge kommende beslutninger om, hvordan corona-regningen skal betales, så det ikke går ud over partiets mærkesager, lyder vurderingen fra kilden, der ønsker at være anonym.