Demokraatit tordner mod forslag om flere frirejser til ina-medlemmer

Tiden er ikke til, at skatteyderne skal betale for flere af politikernes familiers rejser. Sådan er den klare udmelding fra formanden for Demokraatit om formandskabets forslag, der også var fremme i 2017, hvor det dog blev trukket inden behandling. Naleraq er heller ikke varme på tanken.

Offentliggjort

De var imod det i 2017, og de er imod det nu. Forslaget om at inatsisartutmedlemmer skal have en ekstra frirejse til deres børn under samlingerne. Begrundelsen for forslaget er samlingsdeltagelsen indebærer familiemæssige udfordringer for medlemmer af Inatsisartut, som er bosat andre steder i landet end i Nuuk, som har børn og i endnu højere grad enlige med børn. Men den giver Jens-Frederik Nielsen ikke meget for.

- Forslaget har ingen gang på jord. Sådan lyder det fra formanden for Demokraatit Jens-Frederik Nielsen, som understreger at det ikke får opbakning fra Demokraatit.

Jens-Frederik Nielsen mener, at politikerne ved, hvad de går ind til i jobbet og påpeger, at de også får dagpenge/diæter under samlingen, som de kan bruge på at betale for at få familierne mere med, hvis de ønsker det.

Ifølge ham er timingen helt gal.

- De fremsætter et forslag om, at skatteborgerne skal betale for, at politikerne kan få deres familie med til Nuuk flere gange om året, mens almindelige borgere kæmper for at få enderne til at mødes, det hænger jo på ingen måde sammen.

Mangler nye indtægtsmuligheder

Jens-Frederik Nielsen kritiserer også, at der ifølge ham ikke er er lagt op til nye muligheder for at tjene penge til landskassen i den fremtidige økonomi.

- Koalitionens nyligt fremsatte finanslovsforslag indeholder ingen ideer til, hvordan vi skal gøre samfundskagen større, så der rent faktisk er flere penge til den slags forslag, understreger han.

Naleraqs Jens Napaattooq fortæller, at hans parti heller ikke kan bakke op om forslaget.

- Vi har drøftet det i bestyrelsen og i inatsisartutgruppen. Vi synes alle, at det er vigtigt med en god familiepolitik for politikerne, men vores vilkår skal ikke prioriteres over befolkningens.

Han understreger, at problemet er størst i de områder, der er længst fra Nuuk, fordi rejserne er så dyre.

- Så må vi hellere ordne trafik forholdende for hele landet. Det er simpelthen for dyrt at rejse for befolkningen.

Måske en løsning til de yderste distrikter

Politikeren påpeger, at mange ansatte i Selvstyret også rejser meget rundt og er væk fra deres familier ligesom fiskerne er væk fra familien i flere måneder om årligt.

- Vi politikere er bedre økonomisk stillet end andre i befolkningen. Jeg tager også selv mine børn med til samlingen ved hjælp af min løn og dagpenge, men jeg ved godt at det kan være svære for andre af mine kollegaer, der bor endnu længere væk.

Naleraq vil altså ikke stemme for det fremlagte forslag men er åbne for at se på løsninger til de af politikerne, der bor længst væk, som har den dyreste rejse til samlingen, siger Jens Napaattooq.

Powered by Labrador CMS