Demokraatit med stribe af forslag: Pantsystem, kødafgift og cubansk sundhedspersonale

Oppositionspartiet har 19 beslutningsforslag på dagsordenen til efterårssamlingen.

Partiformand i Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, vil forsøge at få afskaffet afgifter på kød.
Offentliggjort

Demokraatit sidder i opposition i Inatsisartut men håber på indflydelse og har fået optaget hele 19 beslutningsforslag på efterårssamlingen.

Forslagene berører blandt andet en række af partiets mærkesager.

Sundhedsordfører Anna Wangenheim stiller blandt andet et forslag, der skal pålægge Naalakkersuisut at genoptage et projekt med at ansætte cubansk sundhedspersonale for at afhjælpe personalemanglen i det hjemlige sundhedsvæsen.

Hvorfor arbejder grønlandske læger ikke i Grønland?

Politikeren mener, tiden er moden til projektet i særdeleshed efter den nylige lukning af Qaqortoq som fødested i Sydgrønland. Lukningen er netop begrundet i personalemangel. Naalakkersuisut har oplyst, at man er bekymret for at kunne sikre de sproglige færdigheder og faglige kompetencer i et sådant projekt.

I samme boldgade har sundhedsordføreren også forslag om en undersøgelse af, "hvorfor grønlandske læger og tandlæger i relativt høj grad vælger at bruge deres uddannelse i udlandet i stedet for herhjemme."

Anna Wangenheim henviser til, at Naalakkersuisut tidligere har oplyst hende, at der i perioden 2003 til 2021 er uddannet 44 kandidater i Medicin og Odontologi, og 23 af dem bor ikke i Grønland i dag. Politikeren ønsker, at der gennemføres interview med de uddannede for at finde ud af, hvorfor de ikke arbejder i Grønland.

Pantsystem foreslås udvidet

En anden sag, som Demokraatit har interesseret sig for længe, er en revision af den såkaldte emballagebekendtgørelse, der sætter reglerne for pantsystemet.

Demokraatit-formand Jens-Frederik Nielsen vil se handling og henviser blandt andet til den efterhånden ti år gamle rapport fra Copenhagen Economics, der konkluderede, at pantsystemet giver Nuuk Imeq en betydelig konkurrencefordel på de vestgrønlandske marked for øl og sodavand.

Jens-Frederik Nielsen vil med forslaget have Naalakkersuisut til at ændre emballagebekendtgørelsen senest med udgangen af 2023.

Regelændringen skal sikre, at "øl og kulsyreholdige læskedrikke overalt i Grønland kan sælges på både flasker og dåser i varierende størrelser. Både flasker og dåser skal kunne indgå i et returpantsystem."

Kødafgift ønskes afskaffet

Derudover har Demokraatit også en afgift, som partiet gerne vil have fjernet.

Sidste år havde partiet held til at få fjerne afgifterne på kaffe, the og fjerkræsprodukter i et forlig med den daværende koalition. Nu ønsker partiet, at det skal være helt slut med kødafgift.

Ifølge Demokraatit-formand Jens-Frederik Nielsen vil et kilo hakket oksekød blive 10 kroner billigere end i dag, og en importeret lammekølle på to kilo blive 50 kroner billigere, hvis forslaget gennemføres.

Forslaget vil koste Landskassen nogle millioner kroner, og her foreslår Demokraatit, at man enten kan indføre det nu skrinlagt betalingssystem Ilanngaassivik, der i sin tid blev vurderet til at kunne give et provenu på 30 millioner kroner om året. Ellers foreslår partiformanden en generel besparelse på alle drifts- og tilskudsbevillinger på finansloven.

Powered by Labrador CMS