Demokraatit går efter borgmesterposten i Kommuneqarfik Sermersooq

Kommunevalget nærmer sig, og Demokraatit melder sig nu klar til at kæmpe for borgmesterposten i Kommuneqarfik Sermersooq.

Poul Petersen (D) stiller op til kommunalvalget og går efter borgmesterposten i hovedstadskommunen.
Offentliggjort

Ifølge Demokraatit i Kommuneqarfik Sermersooq vil en socialliberal borgmester prioritere lighed og social retfærdighed, og partiet stiller nu med sin egen kandidat til borgmesterposten i form af Poul Petersen:

-  En socialliberal borgmester vil prioritere lighed og social retfærdighed. Det betyder, at der vil være større fokus på at sikre, at alle borgere har adgang til uddannelse, beskæftigelse og støtte, uanset deres baggrund, skriver Poul Petersen i en pressemeddelelse.

For at kunne indtage borgmesterposten skal Poul Petersen blandt andet op i mod den siddende IA-borgmester Avaaraq Olsen, der også stiller op ved det kommende kommunalvalg.

IA har siddet tungt på magten i Kommuneqarfik Sermersooq, og haft borgmesterposten siden kommunen blev dannet i forbindelse med kommunalreformen i 2009. 

Private virksomheder kan overtage offentlige opgaver

Ifølge Demokraatit er et af de store problemer i den offentlige forvaltning lange sagsbehandlingstider. Partiet foreslår derfor en effektivisering af processerne samt et større samarbejde med private virksomheder, der kan supplere til eller overtage visse kommunale opgaver.

- Bedre og kortere forventet sagsbehandling i den offentlige forvaltning og fokus på at andre løsninger, hvor private virksomheder enten kan overtage eller supplere det offentlige i løsningsopgaverne.

Med en socialliberal borgmester vil borgernes stemmer blive hørt, og der vil blive arbejdet for større lokal medbestemmelse, bedre sagsbehandling og mere lokalt tilpassede løsninger, lover Poul Petersen:

-  En socialliberal borgmester vil fremme åbenhed og dialog mellem kommunen og borgerne, hvor alle stemmer bliver hørt, og hvor vi sammen kan finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor, herunder via større lokal medbestemmelse med henblik på bedre og hurtige sagsbehandling og lokalt tilpasset fremgangsmåder og løsninger.

Der er kommunalvalg den 1. april.

Powered by Labrador CMS