Nuuk

Debat om Arktis på Ilisimatusarfik

Lørdag sætter Inuit Ataqatigiit i Folketinget, i samarbejde med Ilisimatusarfik, Arktis på dagsordenen

Inuit Ataqatigiit i Folketinget og Ilisimatusarfik i Nuuk inviterer unge studerende i Grønland til at diskutere samfundsudfordringerne på tværs af den arktiske region
Offentliggjort

Inuit Ataqatigiit i Folketinget og Ilisimatusarfik i Nuuk inviterer unge studerende i Grønland til at diskutere samfundsudfordringerne på tværs af den arktiske region.

Model Arctic Council Greenland er den første af sin slags i Grønland

- De unge er fremtidens ledere i Arktis og skal selv være med til at forme fremtiden. Jeg ser frem til en begivenhedsrig dag med en masse gode og vigtige input til folketingsarbejde og til Naalakkersuisut, siger Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen ifølge partiets hjemmeside.

Formålet med debatten er at lade de studerende bidrage med deres perspektiver på fremtidens Arktis.

Flere emner debatteres
Det overordnede tema er bæredygtig økonomisk udvikling i Grønland og resten af Arktis med fokus på blandt andre FN’s verdensmål.

- Det er høj grad relevant i Grønland anno 2017, hvor storpolitiske spørgsmål om udenlandske investeringer og økonomisk udvikling præger både den indenrigs- og udenrigspolitiske dagsorden. De studerende vil også få mulighed for at debattere oprindelige folks rettigheder, og miljøpolitiske spørgsmål der er tæt forbundet med bæredygtig økonomisk udvikling. Det er alle emner der går i tråd med Aaja Chemnitz Larsens ønske om at sætte fokus på den bæredygtige udvikling i Arktis, og Grønlands position i verdenssamfundet, lyder det fra IA folketingimi.

Debatten er åben for alle interesserede studerende.

- Er man ikke studerende er man velkommen til at deltage som tilskuer, oplyser IA folketingimi.

Powered by Labrador CMS