De eventyrlige opdagelsesrejser

Knud Rasmussens Thule-ekspedition. Gustav Holms konebådsekspedition. Den populære polarforsker Arnarulunnguaq, som for nylig har fået sin egen mindesten.

Fortællingerne har præget os lige fra folkeskolen. Men hvordan er det nu, det hele hænger sammen? Hvad har de opnået? Hvad laver man på de eventyrlige ekspeditioner og opdagelsesrejser?

Hans Lange, museumsinspektør i Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, holdt foredrag om de forskellige ekspeditionsrejser, der har udspillet sig gennem tiden, og ekspeditionsdeltager på indlandsisen Aka Simonsen fortalte om sine oplevelser.

Foredraget er en del af kulturhusets arrangementsrække ”Ileqquvut”, på dansk ”Vore traditioner”.

Hit me!

Katuaqs lillesal er fyldt med mennesker denne mørke onsdag aften. Folk drikker kaffe og the, nogle har taget deres strikketøj med. De sætter sig ned og er klar til at blive transporteret tilbage til 1700-tallet.

Det er museumsinspektøren, som er den første på podiet. Hans Langes opgave er at fortælle om rejsernes mere overordnede betydning.

Jeg sætter mig til rette og er klar til at blive klogere på Arnarulunnguaq og de andre spændende polarforskeres arbejde. Hit me.

Hans Lange fortæller, at forskning indebærer, at man undersøger, indsamler og dokumenterer noget, man ikke har vidst før, som for eksempel geologiske undersøgelser af jordens skabelse.

Geologer registrerer geologiske processer, mineraler, olie og guldforekomster. Botanikere indsamler planter og dokumenterer deres udbredelse, arkæologer registrerer bosteder, vinterbopladser, teltlejre, og registrerer, hvor mennesker har boet.

Hans Lange starter med Hans Egedes ekspedition i 1724 i Sydgrønland. Han kalder den for en ekspedition i nyere tid. Hans Egedes formål var at møde nordboernes efterkommere. Men han mødte i stedet inuit, der havde boet der siden 1200-tallet.

De grafiske billeder er med til at gøre Hans Langes historier mere livlige. For eksempel viser han en tegning af menneskeskikkelser, nogle af dem er røde, andre blå og de mindre skikkelser er tegnet med grønt. Det er registrering af døde mennesker, der er blevet begravet. De blå er mænd, de røde er kvinder og de grønne er børn.

Thuleområdet

Nu skal vi nordpå. John Ross’, en engelsk polarforsker, tog på ekspedition i 1818. Det allerførste møde med inuguit i Thule-området.

Hans Lange fortæller, at Zakæus fra Diskobugten, født i 1795, var med i rejsen som tolk. Han døde i Edinburgh i 1819. Han viser Zakæus’ tegning, der forestiller sig deres første møde med inughuit.

- Senere kommer Robert Peary til Thule, det var i 1886-1909, fortæller Hans Lange.

Det var dengang, hvor kristendommen kom ind. Flere blev døbt, men de beholdt bare deres navne. Det var først efter 1930, at efternavne blev indført. Det er derfor, at Arnarulunnguaq ikke har et efternavn.

Aha-moment.

Og så kommer Knud Rasmussen også til Thule i en ekspedition, der hedder ”Den litterære Grønland-ekspedition, 1902-04«. Det var på den, hvor Jørgen Brønlund var med, fortæller Hans Lange.

Museumsinspektøren nævner også den kendte konebådsekspeditionsrejse til Ammassalik fra 1883-1885, der udgik fra Nanortalik under ledelse af Gustav Holm. Der mødte Gustav Holm 413 personer fra Ammassalik og deres sprog, tøj, konebåde, kajakker, levemåde og religion blev samlet og udforsket. Forskningen bliver stadig brugt den dag i dag i forskningsverdenen.

Og så har vi Danmarks Ekspeditionen, der blev gennemført under ledelse af polarforskeren og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen.

- I Danmarks Ekspedition var tre grønlændere med, Jørgen Brønlund, Tobias Gabrielsen og Henrik Olsen, fortæller Hans Lange og nævner at Jørgen Brønlund måske er den eneste, der har to mindesten i Grønland. Den første, der blev lavet, ligger i Nuuk ved Ilinniarfissuaq og den anden er i Ilulissat.

Danmarks Ekspeditionen gjorde det muligt at lave en omfattende kortlægning af Grønland, og for første gang blev landets udstrækning målt.

Vi tager lige en tur tilbage til Thule. I Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition var seks inughuit med til rejsen – blandt andre Arnarulunnguaq og Miteq Qaavigarsuaq, som senere blev hædret af kongen i Danmark i 1924.

Hans Lange fortæller, at når han og hans kolleger på Nationalmuseet er på en ekspeditionsrejse, sker det kun om sommeren. Men frem til 1949 plejede forskerne at overvintre, og om foråret kører de med slædehunde.

En kvinde på indlandsisen

Hans Lange bliver erstattet på talerstolen af 45-årige Aka Simonsen.

Hun er uddannet arktisk guide og serviceøkonom, samt har en bachelorgrad i Kultur- og Samfundshistorie. Hun er i dag sitemanager i UNESCO Kujataa. Hun har været med på to ekspeditioner på indlandsisen.

Den første er ”National Geographic: Edge of all Life”, der foregik sidste år. Formål: at finde den nordligste plante.

Den anden er ”Inuit Windslet Expeditions”, der blev holdt i år. Det er den, hun vil fortælle om nu. Rejsen startede i Narsaq og de var i alt otte deltagere under ekspeditionen, der varede over en måned.

- Vi forberedte og gennemtænkte alt. Vi undersøgte grundig,t om vi har taget for meget eller for lidt tøj med, fortæller Aka Simonsen.

Da hun er i Qaqortoq, holder hun foredrag online.

Ekspeditionens formål er at kunne bevæge rundt i naturen uden at påvirke økosystemet og efterlade det mindst mulige fodaftryk.

Aka Simonsen er typen, der altid er klar til rejse. For eksempel – fortæller hun – at hun ikke bruger shampoo, når hun vasker sit hår, og hendes arkæologiske værktøj står altid klar. Det er blandt andet fordi hun har en god netværk, at hun var med til ekspeditionsrejsen.

- Men jeg var også meget heldig, siger Aka Simonsen.

Hun er nede på jorden. Hendes rolige stemme gør afstanden fra Qaqortoq til Katuaq lidt mindre.

Menstruation på isen

Aka Simonsen fortæller også om, hvilken overtøj, hun havde med.

- De andre deltageres overtøj er moderne outfit, samt for eksempel nogle store tunge støvler. De kan være meget gode at have på, men de bliver også let fugtige, og det ender tit med at fødderne begynder at lugte, fortæller Aka Simonsen.

Hun har selv taget nogle sælskindskamikker med og nogle sælskindsovertræksbukser. En strikketrøje, der er lavet af fåreskind kombineret med moskusgarn.

- Derfor har det været mindre koldt for mig under rejsen og det har været lettere for mig at bevæge mig rundt, siger hun.

Deltagerne kom fra Spanien, Italien, Venezuela og Grønland. Derfor var der en stor kulturforskel, og de fik nogle gode debatter ud af det. Og de boede endda i samme telt under hele rejsen.

- Der har også været konflikter. Jeg var den eneste kvinde, og jeg savnede at være sammen med andre kvinder. Men mændene var meget respektfulde, og jeg havde selvfølgelig også stor respekt for dem, fortæller hun.

Jeg sætter mig lidt til rette og tænker på, hvordan det er at være den eneste kvinde på indlandsisen. Jeg tænker også på kulden, som Aka Simonsen siger kan være op til 42 grader. Ikkii, Grønland.

- Rejsen var fantastisk, men det var også hårdt. For eksempel det med at skulle tisse. Det er meget lettere for mænd, end det er for kvinder. Det har derfor været vigtigt at finde balancen med at drikke vand.

Aka Simonsen havde også en meget vigtigt råd til mænd. Hun fortæller, at hun havde menstruation under ekspeditionen. Og der skete noget, som gik direkte på hendes nerver.

- Vi fik en lille mængde chokolade dagligt. Og dagen før jeg skulle få menstruation havde nogen spist min chokolade. Jeg mistede al min tålmodighed og sagde, at jeg skulle have dobbelt portion chokolade i morgen, fortæller Aka Simonsen.

Jeg smiler og kan genkende hendes reaktion.

- Efter en lang diskussion fik jeg en ekstra chokolade og alt blev godt igen. Jeg har derfor en besked til mænd: Hvis en kvinde skal snart have sin menstruation, lad vær med at spise hendes chokolade. Det er bedst for alle, siger hun.

Publikum klapper og smiler til hinanden.

Jeg forlader Katuaq meget klogere på de eventyrlige ekspeditioner og opdagelsesrejser og er fast besluttet på, at se overlevelsesthrilleren ”Against the Ice”, når jeg kommer hjem.

Filmen med den dramatiske historie om, Ejnar Mikkelsen sammen med skibsmaskinisten Iver Iversen, der blev tvunget til at overvintre alene i to år, før de blev reddet af norske hvalfangere.

Vi ses i eventyret.