Dansk finanslov giver billige flybilletter til studerende
Forebyggelse af anbringelse af grønlandske børn i Danmark og billigere flybilletter til studerende har været i fokus for IA under forhandlinger om finansloven i Danmark.
- Vi har sikret billige billetter til vores studerende til 1.000 kr. t/r fra Danmark til Grønland og sikret bedre studierådgivning ved start og afslutning på studier i Danmark, så de kan styrke deres tilknytning til Grønland, oplyser Aaja Chemnitz (IA).Arkivfoto: Leiff Josefsen
Fredag er en politisk aftale om finansloven for 2025 i Danmark blevet præsenteret. Dermed er forhandlingerne også slut for de grønlandske medlemmer af Folketinget.
Annonce
Som vanligt har de to grønlandske medlemmer fokus på midlerne i den såkaldte Nordatlantpulje, som er penge, der kan gå til tiltag for Grønland og Færøerne.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) oplyser til Sermitsiaq, at IAs prioriteringer i forhandlingerne har været børn og unge:
- Vi har sikret billige billetter til vores studerende til 1.000 kr. t/r fra Danmark til Grønland og sikret bedre studierådgivning ved start og afslutning på studier i Danmark, så de kan styrke deres tilknytning til Grønland.
- Vi vil gerne sende særlig tak til Avalak og de grønlandske studerende for deres gode input og samarbejde, oplyser Aaja Chemnitz i en skriftlig kommentar i forbindelse med finanslovsaftalens offentliggørelse.
Også penge til film og kultur
Hun skriver videre, at IA går efter at forebygge flere anbringelser af grønlandske børn i Danmark:
- Antallet af anbringelser er højt, og der sker desværre diskrimination, fordi man er grønlænder. Der arbejder vi på at ændre.
Ifølge politikeren er grønlandsk film og kultur også prioriteret med videreførsel af Norddok III sammen med færøske kollegaer:
- At skabe egne fortællinger i Grønland er vigtig del af udviklingen af vores kultur og film bør ses som et erhverv. Når filminstituttet er oprettet i Grønland, så ser jeg gerne på finansiering til egne film. Det glæder mig også vi har sikret penge til Grønland i Tivoli, lyder det fra Aaja Chemnitz om resultaterne ved finanslovsforhandlingerne.
Norddok har indtil nu været penge, som grønlandske og færøske dokumentarister har kunne søge via Det Danske Filminstitut. En betingelse for at søge midlerne er, at "det pågældende projekt medvirker til kompetence- og netværksopbygning af filmmiljøer i Grønland eller på Færøerne."
I nedenstående skema ses de initiativer og afsatte beløb, som Aaja Chemnitz har forhandlet på plads med den danske regering: