Danmark donerer 15.000 artillerigranater til Ukraine
En 15. donationspakke på 1,7 milliarder kroner til Ukraine er torsdag blevet annonceret af regeringen.

Danmark sender sin 15. donationspakke af sted til Ukraine på cirka 1,7 milliarder kroner.
Den indeholder blandt andet 15.000 artillerigranater, som doneres i samarbejde med Tjekkiet.
Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde på Marienborg torsdag om støtten til Ukraine.
Her deltager statsminister Mette Frederiksen (S) også.
- Vi ved, at donationerne gør en forskel, siger hun.
- Men når vi nu desværre træder ind i krigens tredje år, så er der behov for at gøre mere. Man kan ikke vinde en krig med ord. Derfor skal alle allierede i vores øjne donere mere, og vi har travlt.
Leveres inden for få måneder
Ammunition er i øjeblikket øverst på Ukraines ønskeliste, da der er mangel på det i krigen mod Rusland, der invaderede Ukraine for snart to år siden.
De 15.000 artillerigranater forventes at kunne leveres til Ukraine "inden for få måneder", lyder det i en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Den 15. donationspakke indeholder også donation af radarer, kommunikationsudstyr og droneudstyr fra danske virksomheder.
Pakken finansieres af Ukrainefonden, som et bredt flertal i Folketinget står bag.
Første F-16 fly overdrages til sommer
I alt er der brugt 33 milliarder kroner nu på militærstøtte til Ukraine, siger Mette Frederiksen på pressemødet.
Og der skal i fremtiden "bruges flere penge" på forsvarsudgifter i Danmark og donationer til Ukraine, mener hun.
Forsvarsministeriet oplyser også torsdag, at de første danske F-16-kampfly forventes at blive overdraget til Ukraine til sommer.
Den melding læner sig op ad en tidligere melding fra januar om, at overdragelsen ifølge tidsplanen skal se i andet kvartal af 2024.
/ritzau/