D undrer sig over ansættelse af pressekoordinator
Palle Christiansen ønsker at vide, hvorvidt Julie Rademachers ansættelse som pressekoordinator for formanden for Naalakkersuisut er i overensstemmelse med ansættelsesreglerne
- Hvis det bekræftes, at Julie Rademacher er ansat i Grønlands Selvstyre ønsker jeg oplyst, om formanden for Naalakkersuisut har efterlevet de forvaltningsretlige krav vedrørende opslag af stillingen.
Sådan lyder et paragraf 37-spørgsmål fra medlem af Inatsisartut for Demokraterne Palle Christiansen.
- Hvis Julie Rademacher faktisk måtte vise sig at være blevet ansat i Grønlands Selvstyre, rejser det også spørgsmål om, hvorvidt formanden for Naalakkersuisut har husket at opslå stillingen offentligt. Det skal man jo, når det drejer sig om stillinger i det offentlige. Det vil en del nok huske fra dengang folketingets ombudsmand gik ind i sagen om den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensens ansættelse af en række partifæller kort efter sin tiltræden, skriver Palle Christiansen blandt andet i sin begrundelse for sine tre spørgsmål, som knytter sig til ansættelsen af pressekoordinator Julie Rademacher.
Den 19. april oplyste selvstyret, at når pressen ønsker at kontakte formanden for Naalakkersuisut, skal dette ske via pressekoordinator Julie Rademacher.