D: Drop stramning af rygeloven
Demokraternes Anda Uldum tager afstand fra IA’s Juliane Henningsen, som ønsker at stramme rygerloven yderligere
- Rent principielt går Demokraterne ind for de restriktioner, som er gældende i dag på rygeområdet. Men ligefrem at forbyde rygning udendørs, som IA’s Juliane Henningsen foreslår, er skudt helt ved siden af.
Det siger Demokraternes Anda Uldum, som genopstiller til Inatsisartut-valget.
Juliane Henningsen har foreslået, at det skal være slut med at ryge udenfor på steder, hvor flere personer er samlet, eksempelvis ved busstoppesteder og indgange til butikker. Desuden mener IA-politikeren, at der skal indføres et totalt rygeforbud i arbejdstiden på alle offentlige arbejdspladser.
Læs "Juliane vil begrænse rygning udenfor"
Er imod forbud
Men Anda Uldum tager afstand fra at indføre flere forbud:
- En af de væsentligste forskelle på IA og Demokraterne er, at IA har en formynderisk tilgang til tingene, og partiet tror, at man kan skabe et godt samfund ved at forbyde alting.
- Demokraterne har en anden tilgang til tingene. Vi tror på, at befolkningen fuldt ud er i stand til at tage ansvar for deres liv og deres beslutninger, siger Anda Uldum til Sermitsiaq.AG.