Chefredaktøren anbefaler: Tragedie gjorde mig stærkere

Erna Lynge er vant til at stå foran et kamera. Hun er vant til at snakke med folk, men at hun selv skal interviewes er hun meget nervøs over. Hun byder velkommen i sit hus, der har en fantastisk udsigt over Nordlandet og Sermitsiaq. En fascinerende udsigt, der fanger hende, uanset hvordan vejret er.

Efter 28 år har hun forladt KNR, der har været som et on/off-forhold i de mange år. Hun er dog ikke gået på pension, som mange tror. Hun kan først gå på pension om cirka otte måneder, når hun fylder 67 år. Indtil da ved hun ikke rigtig, hvad hun skal. Måske freelance lidt.

Erna er født og opvokset i Qasigiannguit, indtil hun blev sendt i skole i Danmark som 13-årig. Det ene år i Danmark betød desværre, at hun mistede evnen til at sy skindbroderi, som hun ellers havde lært af sin mor. Siden da har hun ikke boet i Qasigiannguit igen.

Hun er den næstældste ud af en søskendeflok på i alt otte. Afdøde Henriette Rasmussen, også kendt fra KNR og som politiker, var den ældste.

Erna betegner sin barndom som lykkelig. Hun var en rigtig fars pige. Hun elskede ham overalt på jorden og ville følge ham, hvor end han var. Som skibsfører var han tit ude på havet, men hun fik flere gange lov til at sejle med til Aasiaat.

- Han sagde aldrig nej til mig, fordi jeg er opkaldt efter hans mor, Abelone, så jeg var ret forkælet, siger Erna Lynge, der blev kaldt Abiibii af sin far, Axel Jeremiassen.

Barndommen var meget tryg og kærlig husker hun, på trods af sin ”strenge” mor, Margrethe Jeremiassen, der oprindeligt er fra Maniitsoq og hed Møller, inden hun blev gift med Ernas far. Med tiden har hun dog forstået, hvorfor hendes mor var streng. Som kommunalbestyrelsesmedlem, tilsynsførende og frivillig kendte hun til alle samfundets sociale problemer.

- Jeg kan huske, at jeg engang sagde, at jeg ville ønske, at mor drak, griner hun og forklarer hvorfor:

- Så ville jeg være ude til langt ude på natten, hvor solen alligevel var over os hele tiden.

Hendes mor blev æresborger for sit sociale arbejde og engagement i byen.

Hendes far elskede livet, med alt, hvad det indebar.

- Han var meget kærlig. Nogle gange kom han først hjem, efter vores lillebrødre var faldet i søvn, så gik han op til dem og sang deres kæleviser for dem, mens vores mor tyssede på ham, så han ikke vækkede dem.

Fra jord til kamera

Erna Lynge fik i 1971 sit første barn, Kuluk sammen med den nu afdøde journalist Efa Lynge. Efter endt realeksamen tog Erna videre til Danmark, for at tage en studentereksamen, men måtte opgive, da hendes datter ikke trivedes som institutionsbarn.

- Jeg skulle skifte bus flere gange for at aflevere hende og skifte bus flere gange, for at komme i skole. Det samme på tilbagevejen. Jeg ansøgte ellers om en bolig tættere på, men fik afslag, så jeg valgte at tage hjem igen, fortæller hun.

Studentereksamen var ellers hendes vej ind til arkæologistudiet, som hun interesserede sig meget for.

- Jeg ville ellers gerne have uddannet mig til arkæolog. Jeg har altid været interesseret i gamle ting og bopladser fra sejlture. Vi sejlede meget, da vi var børn. Begge mine forældre arbejdede, men vi tog ud og samlede vinterforråd hvert år alligevel. Ammassætter, havterneæg, torsk, ørreder, bær. Det var da også derfor, at jeg lavede så mange kulturprogrammer i KNR, siger hun.

Men det var også den forfejlede studentereksamen, der fik hende ind i tv-verdenen. Den verden, hun endte med at befinde sig i, i næsten 30 år. I 1989 var hun medansvarlig for at få Qanorooq i luften.

Hun betegner meget af sit arbejde i KNR som pionerarbejde.

- Vi måtte starte helt nede fra, siger Erna Lynge, der har produceret tv-køkkener – i øvrigt som den første i Grønland, hun har stået for julekalendere, direkte udsendelser, sommerunderholdning, nytårsunderholdning i tv, for bare at nævne nogle få af hendes aftryk i tv.

- Selvom jeg ikke blev arkæolog, så er jeg stolt af min karriere, hvor jeg har fået lov til at lave en masse kulturprogrammer. Blandt andet om udgravninger, så jeg på den måde fik min del af arkæologien, siger hun med et smil.

I dag er der meget hjælp at hente, når man laver tv, siger Erna Lynge.

- Dengang måtte vi selv stå for rekvisitter, kulisser, personer, tøj og makeup. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Accept af fortid

Det er ikke kun i Tv-verdenen, at Erna Lynge har gjort en forskel. Hun var også med til at starte Aasivik op i Aasiaat i 1977. Det beskæftigede hun sig meget med i nogle år, men droslede ned, da der kom flere børn til.

- Aasivik gjorde meget for vores dengang næsten glemte kultur. Vi begyndte at acceptere os selv igen, vores kultur. Vi blev mere opmærksomme på digte, kompositioner, sange, kajakker. Sådanne ting blev taget op igen til sommerstævnerne, siger hun.

Og det var vigtigt for Erna.

- Det var grobund for at acceptere os selv som et folk, fordi meget af vores kultur jo ellers havde været forbudt. Vi er et meget særskilt folk, især vores sprog skal vi bevare, fordi det er vores identitet, siger hun.

- Det kom meget stærkt tilbage med Aasivik. Nu kan vi se små børn i børnehaver spille på grønlandsk tromme. Det er virkelig dejligt at se. Man er også begyndt at se grønlandsk mad og proviant i institutioner i dag. På den måde, kan man se, at vi er begyndt at acceptere os selv som et folk, siger hun.

Det, hun især elskede ved Aasivik, var sammenholdet.

- Det var som at være blandt søskende. Sådan er det også blandt vores stammefrænder, når der for eksempel er møder i ICC. De opfører sig som om, de er søskende, selvom det er første gang, de møder hinanden. Det er så sjovt, at se, siger Erna Lynge, der har været til flere ICC-møder, da hendes mand, Aqqaluk Lynge i en årrække var formand for den internationale organisation, der repræsenterer Inuit i de arktiske områder.

Erna Lynge blev gift med Aqqaluk i 1979 i København.

- Uden at familien vidste det. Nu var vi i København, så vi gjorde det bare. Og da vi kom hjem, drillede min svigerfar os med, at vi i hvert fald ikke ville komme til at fejre sølvbryllup. Og mange år senere indrømmede min mor, at hun ikke havde troet, at vi ville overleve to år, griner Erna Lynge, der faldt for hans tolerance og medmenneskelighed, udover at hun synes, han var smuk og spændende med sine digte og kronikker i danske aviser.

Tabet

Erna Lynge har med sin mors strenge opdragelsesmetoder valgt at gøre det anderledes med sine egne børn, Kuluk, Pipaluk og Maaliannguaq.

- Jeg synes, jeg har givet dem en ret fri opdragelse, siger hun.

Nukappiaaluk skal heller ikke glemmes. Hendes søn, der afgik ved døden som kun tre-årig i 1982, påkørt af en bil i Nuuk. Et voldsomt traume for hende.

- Det var frygteligt. Det sætter sig fast herinde, siger hun med en lav stemme, der kæmper for ikke at knække over.

- Man bliver ængstelig for de andre børn. Måske mere, end hvis der ikke var sket noget. Man kæmper for at komme over ængsteligheden, men så popper det op. Der er ikke andet for, end at bekæmpe det, siger Erna, der også er mormor til fire børnebørn. Den ældste, Angutitsiaq, er ved at uddanne sig i Sisimiut, så har Maaliannguaq tvillinger, Isabella og Stella, på fem år og Pipaluk fik en søn, Mike, i november.

- Den yngste tvilling ligner sin mormor, der er krudt i røven på hende og hun vil gerne være en dreng. Det ville jeg også, da jeg var barn, siger hun med et lille grin.

Selvom hun for alt i verden, vil være foruden tabet af sin søn, så er hun også sikker på, at det har gjort hende stærkere, som en person.

- Hvis man bare befinder sig i et stadie – kælderen – så bliver man jo træt af det, så den eneste vej, der er tilbage, er op. Derfor kæmper og kæmper man for at komme derop. Hvis man overlever sådan noget, så bliver man så stærk. Synes jeg. Der kan ske en hel masse, det kan bare ikke vælte en, siger hun.

Hendes børn har i den grad også været med til at give hende livslysten tilbage.

- Man skal være taknemmelig for det, man har. Jeg stræber ikke efter en masse rigdom eller noget. Jeg er et meget tilfreds menneske og jeg er lykkelig for det jeg har, fordi jeg har været i stand til at få flere børn. De har givet mig en masse styrke, siger Erna Lynge.