Chefredaktøren anbefaler: Råstofekspert: Utroværdig rapport

Ole Christiansen, geolog og rådgiver for Kommune Kujalleq på råstofområdet, er skuffet over Greenland Minerals’ VVM-rapport og de tekniske baggrundsanalyser, som efterhånden har været mange år undervejs. Derfor har han også advaret kommunen om flere af de tekniske forhold, som han mener er problematiske for miljø og mennesker.

– Jeg må sige, at jeg havde ventet en rapport, der i højere grad leverede nogle svar på forhold, som har væsentlig betydning for miljøet. Jeg har derfor måtte råbe vagt i gevær over for kommunen, selvom det selvfølgelig er dem, der træffer de politiske beslutninger i sidste ende.

– Jeg mener helt overordnet, at det er problematisk, at det er mineselskabet, der fører pennen i redegørelsen, og ikke en uafhængig konsulent. Jeg er klar over, at uafhængige konsulenter som Orbicon og GHD har udarbejdet dele af rapporten, men sammenskrivningen har selskabet stået for, og dermed mister rapporten noget af sin troværdighed. For når man sætter ulven til at vogte moskusokser, så er der en risiko for, at det ikke går som planlagt, siger Ole Christiansen.

– Det er set før, at et selskab har haft en interesse i at skrive problematiske emner ud af rapporter eller placere dem i nogle bilag, som ingen kan finde. Jeg har stillet en række tekniske spørgsmål til Orbicon, men de vil eller må ikke svare, men henviser til selskabet.

Mange ubesvarede spørgsmål

Forlagt kritikken lyder svaret fra Miljøstyrelsen for Råstofområdet, at ”VVM-redegørelse altid udarbejdes af ansøger/bygherre. Dette er normal praksis i Grønland og for den sags skyld i hele verden, og der er fuldstændig i overensstemmelse med lovgivningen på råstofområdet. Det er således Greenland Minerals A/S, som udarbejder VVM-redegørelsen.”

Det mener Ole Christiansen simpelthen ikke er korrekt og henviser til, at der i råstofloven står, at en VVM-undersøgelse skal laves af firmaer eller konsulenter, som er godkendt af myndighederne. Og at udgifterne til undersøgelsen skal betales af selskabet. Han henviser desuden til, at de tidligere projekter som London Minings Isua-projekt, Tanbreez’s projektet i Killavaat Alannguat, Dundas titaniumprojekt samt AEX Golds Nalunaq-projekt alle har fået udarbejdet deres VVM af en uafhængig rådgiver.

Ole Christiansen mener fortsat, at der er flere ubesvarede spørgsmål i projektet. For eksempel mener han, at data af betydning for miljøet kun er baseret på en bulkprøve, der er udtaget fra den malmdynge, som Risø lagde i dalbunden i 1979-80.

– Det er ikke "best international" praksis og godtages ikke af hverken australske Jorc (”Joint. Ore Reserve Committee”) eller canadiske National Instruments. For prøven er ikke repræsentativ for forekomsten. Minemodellen og miljøvirkningen forvrænges. En stor del af de opløselige mineraler er opløst over de 30-40 år, hvor dynget har ligget og taget bad i 1200 millimeter nedbør årligt. Prøven er heller ikke repræsentativ, og det giver først og fremmest en forvrængning af det miljømæssigt måske vanskeligste problem; fluor-indholdet.

– Mineprojektets produktionstal for 'flusspat' (CaF) indeholder da også kun en del af det indeholdte fluor. Dette bekræftes af Risøs analyse af fluorindholdet af malmen på 9600 ppm F. Altså 1 procent, hvoraf det meste sidder i det letopløselige Villaumit. Og 1 procent af 3 millioner tons er stadig 30.000 tons F, hvoraf minen påregner at "fange" en brøkdel. Resten må vi derfor antage går i vandmiljøet. Det er et problem, forklarer Ole Christiansen over for Sermitsiaq.

Thorium håndtering og deponering

Ole Christiansen mener heller ikke at håndteringen af thorium er ordentligt belyst: – Thorium nævnes kun i forbifarten, og de væsentligste problemstillinger med denne (og de tilhørende henfaldsprodukter) er kun behandlet nødtørftigt. Malmreserven på 108 millioner tons, som skal brydes over de første 37 år indeholder 86.000 tons thorium. Ifølge Risø vil kun en del af uran havne i det mekanisk frembragte koncentrat, mens det meste af thorium havner i koncentratet. Hvor havner dette thorium henne? Der er kunder til de halvfabrikata af sjældne jordarter og til urankoncentratet, men kunderne ønsker ikke at produkterne er forurenet med thorium, og ifølge mineselskabet er thorium da heller ikke interessant "da det ikke er en salgbar vare".

– Jeg er bekymret for, at hvis man ukritisk kaster sig ud i det her projekt, så risikerer man at stå med et alvorligt problem om nogle år. For hvad gør vi, når dæmningen om 30 år brister som følge af de millioner af liter affald herunder det meget giftige fluor, der er deponeret i søen? Hvis vi for et øjeblik kigger rundt omkring i verden, så er der desværre mange eksempler på, at konkursramte mineselskaber forlader dybt forurenede områder. Hvem ender med regningen? Det risikerer Grønland at gøre.

Tilbage hos Miljøstyrelsen for Råstofområdet påpeger fungerende styrelseschef Kell Svenningsen, først efter at offentligheden har været inddraget og alle høringssvar er inddraget og behandlet, tager Naalakkersuisut stilling til, om der kan gives tilladelse til projektet, samt hvilke miljømæssige og juridisk bindende krav der i givet fald skal stilles til selskabet.

– Her ligger den vigtigste beslutning i processen og sikkerheden for, at beslutningen bliver taget på det bedst mulige grundlag. Råstofloven sikrer altså, at befolkningen, organisation, eksperter og øvrige myndigheder bliver inddraget i beslutningsprocessen.

Køb avisen Sermitsiaq her:

Sermitsiaq Uge 05 2021

Klik her for at læse