Chefredaktøren anbefaler: Grusvej på vej
Til næste år bliver ATV-sporet mellem Kangerlussuaq og Sisimiut færdigt. Men borgmester Malik Berthelsen drømmer om en rigtig grusvej på strækningen.
Borgmester Malik Berthelsen fra Qeqqata Kommunia er en glad mand, der onsdag gik på sommerferie med vished for, at ATV-sporet fra Kangerlussuaq til Sisimiut nu bliver fuldført.
I forrige uge modtog Qeqqata Kommunia VVM-godkendelsen af den sidste del af ATV-sporet fra Kangerluarsuk Tulleq til Sisimiut.
Det betyder, at arbejdet med at færdiggøre sporet nu kan gå i gang, så ATV-sporet mellem Kangerlussuaq og Sisimiut står færdigt til næste år.
Borgmester Malik Berthelsen glæder sig over, at mange års forarbejde med miljøundersøgelser af vandsøen og vandspærrezonen nu endelig er endt med en godkendelse.
– Vi har set, at kørsel langs vandsøer og vandspærrezoner er muligt i andre arktiske lande, så det er glædeligt, at det nu også er muligt her ved Sisimiut, siger Malik Berthelsen til Sermitsiaq.
Åbner landskabet op
– Det kommer til at få en fantastisk betydning for udviklingen i området. Sporet åbner landskabet mellem Sisimiut og Kangerlussuaq op på en helt ny måde, som vi aldrig før har set i Grønland.
– Det vil naturligvis først og fremmest få betydning for turismen, men også herboende. Vi har gennem de seneste år modtaget flere forespørgsler fra virksomheder, der er interesseret i at bygge lodges eller hoteller langs sporet – og vi har for længst tilrettelagt kommuneplanen, så det bliver muligt. Nu bliver sporet en realitet – og jeg er helt sikker på, at nogle af de mange projekter bliver realiseret.
Malik Berthelsen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at afsløre, hvem der er interesseret eller hvor mange, der er interesseret i at bygge.
– Men planerne ligger klar – og med VVM-godkendelsen i hus, er jeg sikker på, at det nok skal komme.
– Det kommende ATV-spor får også betydning for adgangen til Aasivissuit – Nipisat, det gamle jagtområde, der er udnævnt til verdenskulturarv af Unesco. Sporet gør adgangen meget lettere til området – og vi kan nu udnytte det aktivt i markedsføringen af vores kommune over for turisterne, forklarer Malik Berthelsen.
Triatlon-event
– Endelig vil jeg godt nævne, at sporet kan blive én lang triatlon-bane, hvor man kan cykle, løbe og svømme strækningen igennem. Jeg forestiller mig, at vi ligesom vi har Arctic Circle Race om vinteren, kan skabe en tilsvarende triatlon-event langs ATV-sporet om sommeren– og for min skyld gerne verdens hårdeste, sådan som også Arctic Circle Race er det.
Visionerne er store hos borgmesteren, der i øvrigt tror, at det nye spor bliver en stor attraktion på det hjemlige turistmarked.
– Der er ingen andre steder, hvor du så nemt og så let kan komme i kontakt med den grønlandske natur. Det vil naturligvis også tiltrække turister her fra landet, fordi man alle andre steder skal have en båd for at komme ud af byerne. Der er heller ingen andre steder i Grønland, der giver så gode muligheder for at udnytte ATV’ere, så jeg er helt sikker på, at også ATV-entusiastiske grønlændere vil valfarte til det nye spor, spår Malik Berthelsen.
Store ambitioner
Ambitionerne er store i Qeqqata Kommunia – og borgmester Berthelsen tør drømme.
Visionerne stopper nemlig ikke ved ATVsporet. Der skal en grusvej til. Grusvejen, som borgmesteren foretrækker at kalde en naturvej, bliver seks meter bred. Naturvejen er i øjeblikket under projektering. Naalakkersuisut og Qeqqata Kommunia har hver afsat fem millioner kroner til forarbejdet.
– Arbejdet foregår i sommerens løb, hvor teknikere indsamler alle nødvendige data langs ATV-sporet. Desuden laves der luftfotos af hele forløbet for at sikre de korrekte topografiske data til projektet, siger Malik Berthelsen.
– Vi er overbevist om, at det slet ikke behøver at være så kompliceret med en vej. Vi har set det i andre lande, hvor man har bygget veje gennem øde fjeldområder uden de store problemer. Det viser også VVM-godkendelsen af ATV-sporet gennem vandspærrezonen.
– Jeg er derfor helt enig med naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund, når han siger, at VVM-godkendelsen og vandspærrezonedispensationen er et godt eksempel på, at erhvervsudvikling og beskyttelse af vores drikkevand og miljø kan gå hånd i hånd.
– Jeg vil også godt sige tak til Naalakkersuisuts arbejde for at støtte op om vores bestræbelser på turisme og erhvervsudvikling i Qeqqata Kommunia. Forhåbentlig kan vi snart realisere grusvejen, og jeg ser frem til realitetsforhandlinger med selvstyret herom, siger Malik Berthelsen.
Et stort ønske
Grusvejen mellem Kangerlussuaq og Sisimiut har været diskuteret siden 60’erne. Dengang var mange – også i Sisimiut – skeptiske over for ideen. Men de seneste 10 år er ønsket om vejen vokset og vokset – og Qeqqata Kommunia har sat meget ind på at få drømmen realiseret. Med VVM-godkendelsen af det sidste stykke af ATV-sporet ser det ud til, at drømmen er rykket inden for rækkevidde.
Det har borgmester Berthelsen det godt med.
– Det viser, at det kan nytte at kæmpe – og det bliver helt sikkert i min tid, at vi kan køre i bil mellem Kangerlussuaq og Sisimiut.
Køb avisen Sermitsiaq her: