Chefredaktøren anbefaler: Grønland skal forberede sig på AI-forandringer
AI og digitale løsninger kommer til at blive del af voreshverdag, siger styrelseschef.
Kunstig intelligens - også kaldet AI - er her, og vi er nødt til at forholde os til det.
Sådan lød det fra styrelseschef i Digitaliseringsstyrelsen, Katrine H. Nathanielsen, under Økonomisk Råds seminar i Nuuk, der i år satte skarpt på generativ, kunstig intelligens samt de potentialer og konsekvenser, teknologien medfølger i det grønlandske samfund.
- Det tenderer faktisk til grov tjenesteforsømmelse ikke at forholde sig til AI, for det er sådan virkeligheden er. Det er der, der ligger penge og besparelser at hente og stor udvikling, så vi skal forholde os til AI, siger Katrine H. Nathanielsen.
I 2023 blev verden ramt af ChatGPT. En maskinlæring prototype på en chatbot, udviklet af OpenAI, der i løbet af to måneder opnåede 100 millioner brugere verden over. Til sammenligning tog det Netflix 11 år at opnå samme brugertal.
ChatGPT var og er revolutionerende, men vi er endt et sted, hvor vi kan forholde os nøgternt til chatbotten, mener Katrine H. Nathanielsen. Hun fornemmer en ny snak om generativ AI, hvor der er mange ting, vi i fremtiden skal være opmærksomme på.
- For hver krone vi bruger på udviklingen, skal vi bruge det tilsvarende på selve implementeringen.
- Det er ofte der, vi fejler, fordi der bliver en overkommunikation af selve teknologien. Vi kan se det i forhold til ChatGPT, hvor vi taler om den, men taler meget lidt om hvordan, hvornår og hvem der skal bruge det, siger styrelseschefen.
Prioriter det
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan man som samfund og som virksomhed går ændringerne i forbindelse med AI i møde, siger Katrine H. Nathanielsen. Med en ydet digitalisering i både den offentlige og private sektor, så er det nødvendigt med personer, der ved, hvad det vil sige at drive en digital løsning og kan vi ikke det, skal vi uddanne til det.
- Mange virksomheder oplever vanskeligheder med at rekruttere IT-specialister og hvis man zoomer ind på IT-branchen, så er AI-kompetencer noget, der bliver hevet i fra alle sider.
- Der ligger derfor et behov for, at vi i Grønland prioriterer det at have teknisk forståelse og digitale låsninger hos de helt almindelige medarbejdere, for med den vej det går med AI og digitale løsninger, så kommer det til at blive del af vores hverdag, siger hun.
Generativ AI er ikke kun begrænset til tekst, men omfatter også lyd og billeder, hvilket tilføjer en ekstra dimension til teknologiens potentiale, påpeger Camilla Ley Valentin, branchedirektør i Dansk Industri.
Reducerer skrivearbejdet
- Generelt set er det blevet lettere at udnytte de forskellige muligheder, der er tilgængelige. Demokratiseringen af adgangen til teknologi betyder, at det ikke kun er forbeholdt dem, der kan læse og skrive. Snart vil teknologien kunne integreres via tale, og det vil være tilgængeligt på forskellige sprog, siger Camilla Ley Valentin.
Inden for den offentlige sektor er der betydeligt potentiale for at reducere skrivearbejdet markant. Pressemeddelelser, referater og præsentationer kan nu udarbejdes på under et minut takket være AI.
- Men selvom AI sparer en betydelig mængde tid, er der også bekymringer fra nogle, der kan føle sig usikre, når visse arbejdsopgaver automatiseres, og der kun skal være kontrolfunktioner tilbage. Ledere skal tage stilling til, hvilke nye opgaver, der opstår, og det er vigtigt at finde alternative ansættelsesmuligheder for medarbejdere i stedet for at afskedige dem, siger Katrine H. Nathanielsen.