Chefredaktøren anbefaler: 83-årig skyder stadig skarpt

Kernesund. Både mentalt og fysisk. Og ikke mindst i besiddelse af gode evner som fortæller.

Det er slående kendetegn for Pavia Nielsen fra Uummannaq, der oprindeligt er født i Qaarsut for 83 år siden. Han fik over 200 lykønskninger på Facebook i sidste uge, da hans familie postede et billede med ham, hvor han står med lang stødtand fra narhval, som han selv har skudt.

- Men jeg har ikke længere ungdommens styrke. Jeg har svært ved at holde balancen i båden, når der er bølgegang på grund svækkede ben. Men bortset fra det, så har vi det fint, siger Pavia Nielsen fra deres hjem i Uummannaq.

Og når han vælger at sige ’vi’, så har det sin forklaring i, at hans kone Emma Nielsen også har det godt. Parret kunne i maj i år fejre 58 års bryllupsdag.

Der var godt vejr i Uummannaq sidste uge, så han tog ud sammen med sit barnebarn Qillaq Nielsen Grønvold på fangsttur.

- Mit barnebarn nåede ikke at skyde, da narhvalen kom på skudhold. Jeg skød og ramte. En anden fra en anden båd fik harpuneret hvalen. Vi var seks, der fangede hvalen, og de andre var enige om, at jeg skulle få stødtanden. Jeg er overbevist om, at de andre fangere jublede mere end jeg gjorde over, at jeg stadig kan være med til at fange narhval, fortæller Pavia Nielsen, der glæder sig over, at hans barnebarn kunne tage frisk mattak og kød med hjem til Ilulissat, hvor han arbejder som flymekaniker og flyelektriker.

90 hvalluffer

Pavia Nielsens evner som fanger har han ikke fra fremmede. Hans far Thomas Nielsen var kendt som storfanger i Qaarsut. Pavia Nielsens mor, Karen Nielsen, med pigenavnet Qvist kommer oprindeligt fra Imerissoq ved Qeqertarsuaq. Pavia Nielsen blev opdraget som fanger ligesom sine søskende og fangede sin første sæl fra kajak som 12-årig.

- Det var en meget stor oplevelse. Jeg skød sælen med salonriffel, og min far harpunerede og fik sat slæberedskaber på sælen og sagde til mig: Du skal selv slæbe din fangst hjem, fortæller Pavia Nielsen og fortsætter:

- Jeg slæbte sælen, mens jeg ofte jeg kiggede på den fyldt med stolthed. Min farmor Lea Nielsen sagde til mig, at hun ønskede at få skindet syet som inderkamik, som hun ville have på, når hun skulle begraves. Sådan var traditionen dengang. Folk ønskede, at få noget med fra personer, som de holdt meget af med i graven. Hun fik så syet inderkamikker af min første sæl, som hun fik på, da hun blev begravet i 1949, fortæller Pavia Nielsen.

Han klarede sig godt i skolen, hvor han var god til at læse på grønlandsk og til regning. Men danskkundskaber slog ikke helt igennem, fordi kateketen, der underviste, efter hans mening, ikke talte godt nok dansk. Pavia Nielsen forstår mere dansk end han taler det, som man siger.

- Min far fortalte mig en del år senere, at præsten i Uummannaq Anda Høegh ellers havde ønsket, at jeg skulle have en boglig uddannelse. Men det havde min far afslået uden, at jeg vidste det. Min fars forklaring var, at det blot ville have forsinket min deltagelse i fangstlivet, hvis jeg skulle rejse og alligevel ikke bestå skolen. Hvem ved – måske kunne jeg have været pensioneret præst i dag, fortæller Pavia Nielsen.

Og det siger meget om Pavia Nielsens fars rolle i opdragelsen af søskendeflokken, hvor Thomas Nielsen havde fem børn med Pavia Nielsens mor og yderligere to med sin tidligere kone.

- Jeg kan huske, at min far formanede os med ordene: Livet er en gave. Det skal ikke øsles væk med dovenskab. Min far var ikke speciel hård, men når han sagde noget vigtigt, kunne han udtrykke sig med bestemthed. Min far havde en fangstbåd på 20 fod med plads til otte roere og sig selv. Den havde han købt for 875 kroner i 1930, hvor træbåde hørte til sjældenhederne. Vi fik tilladelse til at få sat motor i båden i 1959. Det blev starten til vores liv som fiskere, fortæller Pavia Nielsen.

Hans far havde i løbet af et efterår fanget 45 hvidhvaler med garn. Han solgte spækket til KGH. Kød og mattak blev fordelt til indbyggere i Qaarsut, den nedlagte bygd Sermiarsuk og Uummannaq. Fangsten talte ikke færre end 90 eftertragtede luffer.

Thomas Nielsen fik en fortjenstmedalje af kong Frederik den 9. for sit virke som storfanger. Tre af hans børn har fået dronningens fortjenstmedalje. Det er fisker og fanger Jakob Nielsen og søster Louise Nielsen Zeeb, der har arbejdet i børnehjemmet i 50 år. Pavia Nielsen har ligeledes modtaget dronningens fortjenstmedalje.

- Det var specielt. Der var ikke nogen til at overrække den, da den kom med posten. Det endte med, at jeg selv tog den på til jul, fortæller Pavia Nielsen, der senere fik Nersornaat i sølv. Den blev overrakt af afdøde formand for Inatsisartut, Bent Frederiksen.

Pavia Nielsen var med i foreningen, der arbejdede for indsamling til forsamlingshus i Qaarsut.

- Vi fik lavet en kiosk til forsamlingshuset. Vi byggede huset uden tegninger. Men sundhedsmyndighederne krævede at se tegninger, da bygningen skulle godkendes til brug. De andre i foreningen bad mig lave tegninger. Bygningen blev godkendt. Det må være det første byggeri med omvendt rækkefølge med tegninger og byggeri, siger Pavia Nielsen med et smil.

Flytter for børnenes skyld

Pavia Nielsen mødte sin livsledsager Emma Nielsen i Uummannaq, og de blev viet i Qaarsut. De har fire børn. Tre døtre og en søn.

- Vi valgte at flytte til Uummannaq for at sikre vores piger god skolegang og for at få lettere adgang til læge. Vi har aldrig fortrudt vores flytning. Alle vores døtre er uddannede som lærere. Vores søn har ikke læst videre, fordi han er født med handicap, fortæller Pavia Nielsen, der har fire børnebørn.

Han har meget at takke sin kone for. Han er således kendt som tidligere politiker og aktiv i foreningslivet. Han har været på mange rejser i Grønland, Danmark og andre lande for at fremme vilkår for fiskere og fangere. Pavia Nielsen var formand for fællesrådet for KNAPK’s lokalafdelinger i Uummannaq-fjorden i mange år.

Han var derfor med til forhandlinger, da Uummannaq skulle have sin første fiskefabrik i 1978. Anlæggelse af fiskefabrikken blev starten til en større omsætning i Uummannaq-fjorden, hvor fangere med tiden skiftede til fiskeri efter hellefisk.

- Fabrikken var et stort skridt til forbedring af levevilkårene i området. Marmorilik var også åben som mine. Flere fangere og fiskere tog arbejde i Marmorilik og fik sig en god opsparing, som de kunne bruge til udbetaling til en båd til fiskeri, siger Pavia Nielsen.

- Jeg har efter, at jeg blev medlem af Inatsisartut i 1979, arbejdet for etablering af produktionsanlæg i bygder. Det kan måske lyde lidt selv højtidligt, men jeg kan vel tillade mig at fortælle noget om det arbejde, der er lykkedes godt for mig, siger Pavia Nielsen.

Men arbejdet for bedre betingelser for fangere, fiskere og andre indbyggere kræver sine ofre. Pavia Nielsen har tilbragt mange dage på rejser væk fra familien. Det skete især tidligere, før det blev bygget flere landingsbaner.

- Vi har blandt andet siddet vejrfast i Kangerlussuaq en hel uge. Det ustadige vejr over Nuussuaq halvøen har medført mange aflysninger, dengang man kun kunne flyve med helikopter til Uummannaq, siger Pavia Nielsen.

Hans kamp for fiskernes og fangernes interesser har ikke været uden modstand. En af de største sager var, da grønlandske fangere sammen med inuit-organisationen ICC protesterede mod planer om at lade isbrydende tankskibe sejle i arktis – det blev kaldt Arctic Pilot Project. Det endte med, at Pavia Nielsen, Uusaqqaq Qujaukitsoq og Hans Pavia Rosing blev stillet for retten i Canada på grund af deres protester. Men deres kamp var ikke forgæves. Arctic Pilot Project blev opgivet.

Forklaring til godt helbred

Hvis vi lige skal vende tilbage til Uummannaq-fangernes jubel over Pavia Nielsens deltagelse i jagten på narhvalen i sidste uge. Så skyldes den oplevelse især Pavia Nielsens gode helbred – og det er til trods for, at erhvervet som fisker og fanger kan være hårdt for kroppen.

- Jeg tror, at en del af forklaringen på mit gode helbred skyldes, at jeg hverken drikker eller ryger. Jeg besluttede mig allerede i min barndom, at jeg ikke vil søge beruselse. Jeg har ellers prøvet at ryge, men det sagde mig heller ikke noget. Mit gode helbred skyldes formentlig også, at jeg spiser sundt. Jeg kan kun være glad for, at jeg stadig kan deltage i fangst, når der ikke er for mange bølger. Jeg har det godt og kan stadig se sigtet på min riffel, siger Pavia Nielsen.

- Der er mange i fisker- og fangererhvervet, der bliver ramt af gigt. Har du gjort noget specielt for at beskytte dine led mod gigt?

- Jeg har ikke gjort noget anderledes i forhold til andre fiskere og fangere. Jeg har ovenikøbet været uforsigtig nogle gange. Jeg frøs ikke i hænderne i mange år. Jeg brugte ovenikøbet mine hænder til at øse små-is væk fra huller i isen, mens andre bruger det skovllignende redskab, som vi kalder ilaat, fortæller Pavia Nielsen.

- Jeg har engang tænkt, mens jeg lå i mit slædetelt, om jeg overhovedet ville kunne gå på isen uden mine kamikker, hvis jeg kom i alvorlig nød. Det endte med, at jeg prøvede at gå på isen uden mine kamikker. Jeg har heldigvis ikke fået dårlige følger af mine uforsigtige handlinger i kulden, siger Pavia Nielsen.

Men som han fortalte indledningsvis, har bentøjet ikke længere ungdommens styrke.

- Jeg har fået en knæprotese i venstre knæ. Mit knæ bliver nok ikke til jord i den side, når jeg engang bliver begravet. Jeg er ellers på venteliste til at få knæprotese i højre side, men de tænker nok, at jeg er ved at bliver for gammel til at bruge penge på, siger Pavia Nielsen med en vis portion selvironi.

Det er blevet til en del runde jubilæum hos familien Nielsen. Det skyldes ikke mindst Pavia Nielsens store kontaktflade gennem et langt liv. Han har været med til at starte sportsklubben Ukaleq og afholdsforeningen Blå Kors i Qaarsut. Han har været formand for KNAPK og har siddet i organisationens hovedbestyrelse i 20 år. Hans kone Emma Nielsen har været medlem af kommunalbestyrelsen i Uummannaq fra 1984 til 1989.

- Det varmer virkelig meget, når vi bliver ringet op fra nær og fjern ved forskellige jubilæer. Jeg har mange gode venner i Nuuk og Ilulissat, og selvfølgelig andre steder, slutter Pavia Nielsen.

Og han stopper formentlig ikke foreløbig med at fiske og tage på fangst. Han har som nævnt fået fornyet sit fangstbevis og har stadig licens til fiskeri efter hellefisk.

Køb AG her:

AG Uge 48 2019

Klik her for at læse