Canada indsætter 10.000 medarbejdere ved grænsen - handelskrig med USA udskydes

Dagen før nye toldsatser på canadiske varer skulle være trådt i kraft, er de blevet udskudt med 30 dage.

USA og Canada har sat nye toldsatser på pause i 30 dage. Til gengæld vil Canada indsætte næsten 10.000 medarbejdere ved landets grænse til USA og implementere en ny grænseplan.
Offentliggjort

Canada og USA har aftalt at sætte de nye toldsatser på canadiske varer i USA på pause i 30 dage.

Det skriver Canadas premierminister, Justin Trudeau, mandag aften i et opslag på det sociale medie X, efter en samtale med USA's præsident, Donald Trump.

I opslaget fremgår det, at Canada vil indsætte lige knap 10.000 medarbejdere ved landets grænse til USA og implementere en grænseplan for 1,3 milliarder dollar.

- Derudover forpligter Canada sig til en udpege en fentanyl-zar (embedsmand med ansvar for at tilse området, red.). Vi vil registrere karteller som terrorister og sikre overvågning med grænsen døgnet rundt, skriver premierministeren.

Landet vil desuden blive en del af en fælles canadisk-amerikansk indsats, der skal bekæmpe organiseret kriminalitet, fentanyl og hvidvaskning af penge, fremgår det af opslaget.

Aftalen kommer, få dage efter at Trump lørdag underskrev et dekret, der indførte told på 25 procent på varer fra Canada.

Mexico har indgået lignende aftale

Nabolandet meddelte umiddelbart efter, at man ville indføre en lignende told på 25 procent på amerikanske varer.

Det var ventet, at de nye toldsatser ville træde i kraft tirsdag.

Donald Trump bekræfter i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at der er indgået en aftale om at sætte de nye toldsatser på pause.

- Jeg er meget tilfreds med det foreløbige resultat, og de toldsatser, som blev annonceret i lørdags, vil blive sat på pause i 30 dage for at se, om der kan indgås en endelig økonomisk aftale med Canada, skriver præsidenten.

Mexico og USA indgik tidligere på dagen en lignende aftale om at sætte nye toldsatser på mexicanske varer i USA på pause i en måned.

Aftalen er kommet i stand, fordi Mexico har lovet at sende 10.000 soldater til grænsen.

De skal forhindre, at der kommer narkotika - særligt fentanyl - ind i USA fra Mexico, skrev Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, mandag eftermiddag i et opslag på X.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS