Se flere billeder ved at trykke på pilen på billedet.
Tre store selvstyreejede selskaber har slået sig sammen om projektet i Qeqertanut i Nuuk. Det er Sikuki A/S, Illuut A/S og Royal Greenland A/S.
Ifølge bestyrelsesformanden for Royal Greenland, Maliina Abelsen skal Sikuki A/S bygge fundametet til den store bygning mens Illuut A/S og pensionsselskabet SISA eje bygningen, og når den er færdigbygget, skal Royal Greenland leje sig ind i bygningen.
Et ønske fra befolkningen bliver indfriet når byggeriet er færdig
Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA) som også er ansvarlig Naalakkersuisoq for selvstyrets aktieselskaber, er godt tilfreds med at selskaberne nu har landet en aftale og for at Royal Greenlands ledelse og medarbejdere på hovedkontoret bliver samlet under et tag:
- Det skridt, vi tager i dag, er en vigtig milepæl i historien. Det er et skridt, der bliver taget for at starte hele processen med byggeriet, der nu kommer efter det første spadestik, til Royal Greenlands kommende hovedkontor, som også vil betyde, at hele ledelsen i RG får en base i Grønland, som den grønlandske befolkning ønsker, sagde Bourup Egede i sin velkomst.
Adspurgt om hvorfor det er så vigtigt at samle hele Royal Greenlands ledelse i Grønland, svarer formanden for Naalakkersuisut:
- Det er kun naturligt, at selskabet, der ejes af den grønlandske befolkning, også skal have optimal forankring i landet, og at dennes ledelse skal have base i landet, dermed bliver det mangeårige ønske fra befolkningen og fra politisk hold også realiseret, svarer Múte og fortsætter:
- Det er også et rigtigt skridt, at store selvstyreejede selskaber igennem sådan et samarbejde tager sådan et skridt, jeg er sikker på at samarbejdet i høj grad vil være med til at fremme den grønlandske befolknings økonomi.
Hvordan kan I garantere at Royal Greenland ikke lider skade i forhold til selskabets forretningsforhold på internationalt plan, når hele ledelsen flytter til Grønland?
- Selskabet plejer i forvejen sine internationale relationer herfra, og det regner vi med skal fortsætte og styrkes. Det er vigtigt at understrege, at selskabet er kommet til verden for at pleje Grønlands interesser, det er derfor kun naturligt, at dennes hovedsæde er samlet her i landet. Det vil også signalere overfor de internationale markeder, at Royal Greenland formår at have en hjemmehørende ledelse.
- Husk også på at mange nye muligheder vil åbne sig i forbindelse med international lufthavn her i Nuuk, og det vil blive nemt at rykke fra Grønland til andre lande. Det er også vigtigt, at selskabet selv har et ønske om tidssvarende forhold, og derfor har RG sammen med de andre selskaber besluttet sig for at opstarte projektet, og selskabet vil ikke ændre sine internationale handelsrelationer, når hele ledelsen samles i Grønland, svarer formanden for Naalakkersuisut.
Formand for RG, Maliina Abelsen: Vi glæder os helt vildt!
Formanden for Royal Greenland, Maliina Abelsen er godt tilfreds med at selskabet kan rykke ind til splinterny hovedkontor i efteråret 2026, men hun understreger samtidigt at Royal Greenland kommer til at leje sig ind i bygningen:
- Først og fremmest skal jeg gøre det helt klart at det ikke er os som bygger, det er Sikuki som kommer til at stå for soklen af bygningen, så er det Illuut og SISA, som kommer til at eje bygningen, mens Royal Greenland kommer til at leje sig ind, og vi glæder os helt vildt til at få det her hovedkontor, for vi har snakket om hovedkontoret i oceaner af tid, for vores hovedkontor nu er blevet for lille, og medarbejderne der er som ammassætter i en tønde, så det er bare så vigtigt at de får gode arbejdsforhold og som giver dem lyst til at komme på arbejde og vi kan udvikle selskabet.
Hvor mange ledere flytter til Grønland, når bygningen er indflytningsklar?
- Det gælder ikke om at udfylde bygningen med en ledelse, lige i øjeblikket gælder det for Royal Greenland at skære ind til benet. Vores økonomi har det ikke særligt godt, og det er også derfor, vi er ekstremt opmærksom på at trække den ledelseskraft hjem, der er nødvendigt, men også sikre at vi skærer helt ind til benet, så vi er sikre på at vi leverer penge tilbage til samfundet, men der kommer til at være en øget ledelseskraft med det nye hovedkontor, det er helt naturligt, og det havde der også kommet under alle omstændigheder.
Når du nu selv nævner det med at selskabet er i økonomiske udfordringer, hvornår bliver RG´s økonomi stabiliseret? Er det noget, som du forventer sker i den nærmeste fremtid?
- En af grundene til at vi ikke er medejere i byggeriet af hovedkontoret, men derimod er lejere, det er blandt andet med den udgangspunkt i den svære økonomi vi har oplevet i de seneste to år, hvor priserne på de internationale markeder er faldet temmeligt meget. Selvfølgelig håber vi på, at vi får skåret nok ind til benet i løbet af de kommende år, og at vi kan få rettet vores økonomi op, det er, hvad jeg på stående fod kan svare som formand, men vores direktion kan nok svare mere præcist på forudsigelser om den økonomiske udvikling i selskabet, slutter Maliina Abelsen.