BYGDEN: KOSTBAR KULTURARV ELLER EN FREMTIDIG MULIGHED?

Også grønlændere flytter fra land til by. De fleste bygder affolkes og kun få bygder er i dag socialt og økonomisk bæredygtige. Skal vi passivt se til, mens bygderne langsomt sygner hen og koster samfundet dyrt, eller kan vi aktivt gribe ind og bevare bygdelivet som en mulighed i fremtidens Grønland?

Forsætter udviklingen som i de sidste 10 år vil bygderne være uddøde om 50 år. Og i mellemtiden vil de have påført samfundet enorme udgifter til offentlig service i isolerede egne. Det er hverken socialt eller økonomisk bæredygtigt at opretholde et velfærdssamfund for bare 57.000 grønlændere spredt ud over et område på størrelse med Vesteuropa. Undersøgelser viser at Grønland muligvis kan tjene lige så meget på en koncentration af befolkningen som på al minedriften i landet. Men bygderne har stor kulturel betydning og er en del af fortællingen om det traditionelle Grønland.

Spørgsmålet er om det traditionelle bosætningsmønster kan bevares uden at det bliver på bekostning af presserende samfundsopgaver, som uddannelse og udvikling af erhverv? Kan vi sikre at der også i fremtiden er et attraktivt alternativ til bysamfundet: En bæredygtig og toptunet bygd? En fremadskuende bærer af grønlandsk kultur. Et sted hvor de unge kan se en fremtid fyldt med udfordringer og spændende tilbud. Et sted, der bygger på grønlandske traditioner for nærvær og sammenhold, og hvor naturen er helt tæt på og en central del af livet. Skal vi aktivt nedlægge de værste bygder men udvikle de bygder med de bedste forudsætninger for vækst og trivsel?

Hvordan træffer man en beslutning der er så svær at ingen politikere tør gå forrest? Alle undersøgelser peger på det fornuftige i at koncentrere bosætningen, men ingen ønsker at fjerne familier fra hus og hjem, hvis det er mod deres vilje. Beslutninger omkring vores bosætning må selvfølgelig bygge på en bred folkelig opbakning. Men beslutninger må tages på et oplyst grundlag og det kræver som det første en bred folkelig debat.