Bygdebestyrelsesmedlemmer alligevel ikke ude af IA
Medlemmer i bygdebestyrelserne har tillid til partiet IA. Organisatorisk næstformand afviser kommunalbestyrelsesmedlemmernes udsagn om, at tre bygdebestyrelsesmedlemmer også er ude af partiet.
Torsdag kunne to kommunalbestyrelsesmedlemmer og tre bygdebestyrelsesmedlemmer i Kommune Qeqertalik meddele, at de melder sig ude af partiet Inuit Ataqatigiit og melder sig ind i partiet Siumut i protest om borgmesterens måde at styre kommunen på.
Fredag melder organisatorisk næstformand, Agathe Fontain (IA) dog, at det ikke er tilfældet. I hvert fald for de tre bygdebestyrelsesmedlemmer, der også fremgår i pressemeddelelsen af Frantz Lundblad.
- Vores bygdebestyrelsesmedlemmer har tillid til partiet, og vil deltage politisk til at forbedre betjeningen og inddragelse af bygderne. Inuit Ataqatigiits kommunegruppe i Qeqertalik er klar til at samarbejde om løsninger for at forbedre betjeningen af bygderne, lyder det fra Agathe Fontain.
Ud på grund af misforståelser
Gerth Nielsen fra Akunnaaq, Ole Johansen fra Ikamiut og Hans Jeremiassen fra Niaqornaarsuk repræsenterer dermed stadig IA i bygdebestyrelserne.
Gerth Nielsen forklarer overfor Sermitsiaq.AG, at der er sket en misforståelse, og at han selv tilbageviste sin udmeldelse, lige så snart han fandt ud af fejlen.
- Det er en fejl fra min side. Jeg havde misforstået budskabet i pressemeddelelsen, og jeg har ikke interesse i at melde mig ud af partiet. Hvis jeg vil melde mig ud af partiet og flytte til et andet, så skal jeg selv gøre arbejdet, og ikke lade en anden politiker gøre det, siger Gerth Nielsen til Sermitsiaq.AG.
Kommunikationsvej til bygder
Han erkender, at han er enig i dele af Frantz Lundblads og Karl Thue Nathanielsens begrundelser i deres udmeldelse fra partiet.
Blandt andet er den ringere kommunikation og service fra kommune til bygderne nævnt som en del af grundene til, at de to lokalpolitikere melder sig ind i partiet Siumut.
- Vi har i den grad behov for en afdeling, der beskæftiger sig med bygderne og bygdebestyrelserne. Jeg kan genkende kritikken af, at vores henvendelser forsvinder i kommunens bureaukrati. Vi skal have en bedre kommunikation til kommunen, og det vil vi arbejde på politisk, siger Gerth Nielsen.
Han oplyser, at flere bygdeborgere og bygdebestyrelser er enige i, at servicen og kommunikationen mellem kommune og bygder skal forbedres.