Bornholm mangler over 200 rendegravere
Hvis Bornholm får sejlet over 200 rendegravere og lastbiler til øen, vil situationen være normal om en uge.

Bornholms Politi regner med at have ryddet øens snedækkede veje på en uge, hvis beredskabet får tilsendt over 200 snerydningskøretøjer fra de øvrige landsdele.
Helt præcist står Bornholm og mangler 45 gummigeder, 45 rendegravere, 80 lastbiler, op mod 60 traktorer samt fire sneslynger. Det oplyser chefpolitiinspektør Ole Bolvig Hansen.
Politiets omfattende dosmerseddel skal nu diskuteres med Rigspolitiet.
Politiet har i forvejen fået fire store entreprenørmaskiner, der normalt bruges i grusgrave. Desuden har Forsvaret stillet en helikopter til rådighed.
- Jeg vil gætte på, at der er nogle tusinder mennesker rundt omkring på Bornholm, som ikke umiddelbart kan komme væk fra deres hjem, siger Ole Bolvig Hansen.
Politiet har desuden fået lov til at hælde de store snemængder i havet. Normalt skal den slags opmagasineres, men allerede mandag gav kommunen tilladelse til, at sneen havner i Østersøen. Det sker formentlig fra Allinge, siger Ole Bolvig Hansen.
Mandag eftermiddag oprettede politiet en særlig nødtelefon, som borgere i nød eller bekneb for medicin eller mad kunne ringe til. Telefonen var rødglødende af henvendelser fra første færd, og ud på aftenen mistede politiet overblikket over antallet af opringninger.
Folk anmeldte mangel på receptpligtig medicin, foder til landbrugsdyr og babymad. Det skriver Ritzau.