Børnetopmøde sætter fokus på online-beskyttelse

34 børn fra hele kysten deltager i disse dage på NAKUUSAs børnetopmøde sammen med politikere og embedsmænd, og hvor beskyttelse af børn online er det centrale emne.

Børnetopmødet i Ilulissat sætter fokus på børn og unges beskyttelse på onlinemedierne.
Offentliggjort

Det er børnene fra Meeqqat Isummersorfii, der selv har besluttet, at årets børnetopmøde skal handle om beskyttelse af børn og unge online.

- Det valg understreger deres forståelse for de udfordringer og risici, de møder i den digitale verden. Med stigende brug af sociale medier og online platforme er det mere relevant end nogensinde at sikre, at børn har de nødvendige redskaber og viden til at navigere sikkert i cyberspace, udtaler programchef i UNICEF, Tina Dam, i en pressemeddelelse.

På mødet skal politikerne og embedsmænd høre oplæg fra eksperter, tale med børnene og formulere konkrete mål for bedre beskyttelse af børn og unge online.

Beskyt børnene

- Vi er glade for, at politikerne har valgt at tage mod vores invitation til Børnetopmødet. Det viser, at de tager børneinddragelse alvorligt, og at de faktisk ønsker at lytte til børnene. Vi håber og tror, at det vil resultere i konkrete politiske initiativer til at beskytte børn og unge bedre mod digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser, når de er online, forklarer Tina Dam. 

Planen er, at topmødet skal ende ud med en række konkrete anbefalinger, som senere i år skal præsenteres for formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede og andre politikere i forbindelse med en officiel ceremoni, bliver det oplyst.

Powered by Labrador CMS