Børne-indsats i Tasiilaq er udfordret økonomisk
Økonomien i et Tasiilaq-projekt, hvor fokus har været at sikre børn og unge gode livsvilkår, skrider i alvorlig grad, viser en sagsfremstilling, som politikerne i økonomiudvalget i hovedstadskommunen skal forholde sig til.
Projektet Tasiilami Tsuleralingiippuu i Tasiilaq-distriktet drives af Sustainable Now, som har bedt om ekstra midler de kommende tre år for at nå i mål med indsatsen.
Arkivfoto: Kommuneqarfik Sermersooq
Siden 2020 har NGO-organisationen Sustainable Now på konsulentbasis drevet et projekt, Tasiilami Tsuleralingiippuu, i Tasiilaq-distriktet, og årligt fået 1,5 mio. kr. fra kommunen. Men nu beder Sustainable Now om en voldsom merbetaling for at kunne fuldføre projektet frem til 2028.
Det otte-årige forløb har til formål at skabe en positiv og bæredygtig social udvikling i Tasiilaq og de omkringliggende bygder med udgangspunkt i lokale ønsker og behov samt med borgerne som aktive deltagere.
Merbetalingen
I aftalen mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Sustainable Now fra 2019 er der indskrevet en mulighed for, at budgettet kan justeres gennem skriftlige aftale, hvis der kommer større uforudsete udgifter eller forventninger, projektformat eller indhold ændres, oplyses det i sagsfremstillingen til økonomiudvalgspolitikerne.
- Sustainable Now ønsker en regulering og opjustering af budgettet, idet der efter deres vurdering ikke længere er en bæredygtig sammenhæng mellem økonomi og indsats, forklarer kommunaldirektør Ole Jakobsen.
Og merbetalingen, som NGO-organisationen efterlyser for de kommende tre år, er voldsom.
Hvor de igennem de seneste fem år har fået 1,5 mio. kr. årligt, beder de nu om en betaling på 2.419.700 kroner - en prisstigning på 61 procent.
Derfor bliver det dyrere
Sustainable Now forklarer, at projektet på adskillige parametre er blevet langt dyrere, hvis det skal nå i mål:
- Antallet af konsulentdage foreslås øget
- Prisen for konsulentdage skal øges med 15 procent i forhold til prisindekset
- Rejseudgifter øges, da der er behov for at tage en ekstra tur til Tasiilaq og flypriserne er øget
- Opholdsudgifter justeres op på grund af den foreslåede øgede rejseaktivitet
- Fondsmidler har været sværere end forudset at tiltrække
- Administrationsudgifter er øget
I henvendelsen til kommunen, hvor Sustainable Now beder om flere penge, skriver udviklingschefen Pernille Thorup følgende:
- Vi oplever selv, at vi lykkedes med at etablere en tillidsbåren og stærk samarbejdsrelation til såvel dig som til hele børne- og ungeområdet i byen. Vi har svært ved at skjule, at det nok er både det sjoveste, mest udfordrende og meningsfulde stykke arbejde, vi nogensinde har lavet.
Ingen ekstramidler afsat
Politikerne i økonomiudvalget bliver i sagsfremstillingen gjort opmærksom på, at der i det nuværende 2025-budget ikke er afsat midler, der kan dække en regulering og opjustering af Tasiilaq-projektet.
- Supplerende økonomiske midler vil derfor skulle findes ved en anvendelse af midler i driftsreserven eller ved omprioriteringer af allerede afsatte bevillinger, oplyser kommunaldirektøren.
Sagen skal behandles den 17. december, hvor økonomiudvalget er indkaldt til møde.