Borgmester om udskudt beslutning: Mangel på respekt for borgerne

Borgmester Malik Berthelsen er uforstående overfor, at Naalakkersuisut ikke får taget en beslutning vedrørende den fortsatte civile beflyvning af Kangerlussuaq. Erhvervsdirektør kalder situationen for dybt utilfredsstillende.

- Yderligere udsættelse af beslutningen betyder yderligere usikkerhed for os alle, især for indbyggerne og virksomhederne i Kangerlussuaq, siger borgmester Malik Berthelsen.
Offentliggjort

Det står klart, at Grønland skal bekoste den fortsatte civile beflyvning af Kangerlussuaq, og derfor bør Naalakkersuisut få taget en beslutning.

Sådan lyder det fra borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S), efter at det er kommet frem, at en analyse af trafikken i Kangerlussuaq Lufthavn er forsinket, og først når analysen foreligger sidst på året, vil der være et beslutningsgrundlag for det videre arbejde.

Analysen skulle ellers have været fremlagt til marts:

- Vi er selvfølgelig igen skuffede! Jeg synes, det er et udtryk for manglende seriøsitet i Kangerlussuaq-sagen og manglende respekt for indbyggerne i Kangerlussuaq og Qeqqata Kommunia, som vil miste mange skattekroner, lyder det fra Malik Berthelsen i en skriftligt reaktion til Sermitsiaq.AG.

Betyder usikkerhed for alle

Borgmesteren henviser til, at der allerede er underskrevet en principaftale mellem Danmark og Grønland om, at Kangerlussuaq fortsat skal kunne beflyves af civile fly, men at det ikke er Forsvarets opgave, samt at omkostningerne skal betales af Grønland.

Derfor ser borgmesteren ingen grund til at udskyde beslutningen:

- Yderligere udsættelse af beslutningen betyder yderligere usikkerhed for os alle, især for indbyggerne og virksomhederne i Kangerlussuaq. Det kan vi ikke gøre meget ved fra kommunens side, da vi ikke kan fortælle de personer, der ønsker at blive i Kangerlussuaq, hvor mange arbejdspladser, der reelt kan bevares, udtaler Malik Berthelsen og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt, at Naalakkersuisut og danske regering hurtigt gennemfører aftalen, hvis de skal vise respekt for indbyggerne i Kangerlussuaq.

Arctic Circle Business: Dybt utilfreddsstillende

Fra erhvervssammenslutningen Arctic Circle Business lyder der også en hård kritik af, at der fortsat er lange udsigter til, at en beslutning træffes:

- Ministerens svar er dybt utilfredsstillende. En analyse om beflyvning kunne have været klar for flere år siden, men man forventer først en analyse der reelt kan komme efter, at Nuuk lufthavn er åbnet, udtaler direktør i Arctic Circle Business, Jesper Schrøder, og fortsætter:

- Ventetiden er utilfredstillende for Kangerlussuaqs borgere og erhvervsliv, der ikke har en chance for at planlægge bare 10 måneder frem i deres liv.

Direktøren kritiserer, at man hele tiden har vidst, at Kangerlussuaqs omstændigheder ville ændre sig drastisk, og at Naalakkersuisut fortsat afventer i stedet for at være proaktive.

Jesper Schrøder efterlyser, at Naalakkersuisut kommer med tiltag som eksemepvis en særskilt indsats af markedsføring af Kangerlussuaq som destination samt erhvervsfremmepuljer rettet mod Kangerlussuaq.

Powered by Labrador CMS