Borgmester fastholder: Udlejningsmetode er ansvarlig løsning

Sermersooq-borgmester Charlotte Ludvigsen anerkender ikke, at kommunen har forskelsbehandlet borgere.

Offentliggjort

Borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) er chokeret over, at Kommuneqarfik Sermersooqs metode til at skaffe nye boliger i Nuuk er blevet underkendt af Kommunernes Tilsynsråd, og hun er uforstående overfor dele af rådets kendelse.

Helt centralt i Tilsynsrådets kritik af kommunen er, 'at det er i strid med kommunalfuldmagten at begunstige enkelte borgere ved at fremleje boliger til en lavere leje end den, som kommunen er forpligtet til at betale ejeren.'

Men borgmesteren anerkender ikke den alvorlige kritik:

- Hvis der er en forskelsbehandling, er den imod de tusindvis af mennesker, der ønsker en bolig men ikke kan få den, udtaler borgmesteren i stribe skriftlige svar til Sermitsiaq.AG.

Borgmesteren mener, at mange lejere i offentlige boliger betaler en kunstigt lav husleje, hvor der på den ene eller anden måde gives tilskud fra det offfentlige. Hensigten med ordningen var at tilbyde boliger til nogle af de mange borgere, der er i kø til en bolig i kommunens boligselskab Iserit. Folk som ikke forventes at kunne leje en bolig på markedsvilkår i Nuuk.

Borgmester: Billigere løsning for kommunen

Hvis kommunen selv skulle betale for at opføre lejlighederne og leje dem ud, så ville det ikke havet været muligt at skaffe de omkring 400 boliger, lyder det fra borgmesteren.

Ifølge Sermitsiaq.AG's oplysninger koster lejlighederne kommunen omkring 30 millioner kroner årligt. Borgmesteren siger, at kommunen har fået flere boliger for pengene:

- Det er vigtigt at slå fast, at det er billigere for kommunen at leje boligerne end at bygge dem selv. Det har aldrig været planen af at fortsætte ordningen i det uendelige, men i en periode har det været en økonomisk ansvarlig måde at afhjælpe et akut boligproblem, lyder det fra Charlotte Ludvigsen.

Påstanden har kommunen tidligere underbygget med et notat fra revisionsfirmaet Deloitte. Her konkluderer Deloitte, at det kan være billigere for kommunen er leje af private og genudleje, hvilket ifølge Deloitte kan skyldes, at kommunen bygger for dyrt iforhold til den husleje kommunen kan tage.

Skal genforhandle efter 10 år

Hvad angår lejerne af de omstridte boliger, så er de fredet, da Tilsynsrådet kun har pålagt kommunen at stoppe med at bruge ordningen fremadrettet.

Mange af lejlighederne har kommunen lejet på 10 årige kontrakter, og hvad skal der så ske:

- Lejerne har en kontrakt med vores boligselskab Iserit. Efter 10 år kan vi vælge at genforhandle lejekontrakten eller købe lejlighederne selv, lyder det fra borgmesteren.

En anden væsentlig kritik fra Tilsynsrådet er, at flere lejekontrakter ikke er blevet godkendt politisk.

Overvejer stadig retssag

Til det oplyser borgmesteren, at man efterfølgende har rettet op:

- Til det kan jeg kun sige, at de to beslutninger er lovliggjort, og der er draget de nødvenlige konsekvenser af fejlen. I øvrigt iværksatte vi i juni en forvaltningsrevision af boligområdet for at sikre, at der ikke er begået flere fejl, udtaler Charlotte Ludvigsen.

Borgmesteren har tidligere udtalt til KNR, at kommunen er parat til at gå rettens vej og få prøvet sagen ved domstolene. Kommunen oplyser, at man forsøger med dialog først, men at det stadig er en mulighed som overvejes.

Powered by Labrador CMS