Borgerforslag: Udvid Malik med ny svømmehal
Et borgerforslag om at udvide svømmehallen Malik med et nyt bassin, hvor der kan afholdes internationale svømmekonkurrencer, har fået så mange stemmer, at det nu ender på politikernes bord.
Forslagsstilleren forestiller sig, at den nye svømmehal til venstre kunne se således ud.
Illustration: Borgerforslag
Udvalg for Byudvikling og Anlæg i Kommuneqarfik Sermersooq skal den 15. oktober tage stilling til borgerforslaget, som påpeger, at svømmehallen Malik er et vigtigt socialt mødested for rigtig mange mennesker.
- Og da vi nu lever i et land omgivet af vand, kan det at lære at svømme også være livsvigtigt, lyder begrundelsen blandt andet i borgerforslaget.
Svømmehallen står over for en omfattende renovering efter 20 års brug, og hvor det bliver nødvendigt at lukke den ned, mens arbejdet pågår.
Areal ligger klar
- Kommuneqarfik Sermersooq har i over 20 år fastholdt et areal syd for svømmehallen til en kommende udvidelse. Ved at benytte dette areal er der mulighed for at udvide svømmehallen Malik med et nyt bassin, påpeger forslagsstilleren, der ønsker sig at et nyt bassin skal have internationale banemål, så svømmestævner kan afholdes.
- Det vil også være vigtigt for turismen i Nuuk, at vi har noget at tilbyde indendørs, når vejret viser tænder. Ligeledes kunne Nuuk være værtsby for internationale svømmestævner. Dette kunne skabe arbejdspladser og omsætning for hoteller, spisesteder, befordring m.m., står der i borgerforslaget, som politikerne i Udvalget for Børn, Familie og Skole også skal tage stilling til.
Ingen gratis omgang
Borgeren indrømmer, at det ikke er en gratis omgang, at bygge en ny svømmehal, der årligt har over 167.000 brugere, hvilket svarer til cirka 500 daglige brugere alle ugens dage.
- Men sammenholdt med hvor mange mennesker, der benytter sig af svømmehallen i Nuuk, så burde der kunne afsættes penge til både udvidelse og renovering, fastslås det og hvor det tilføjes:
- Desuden burde det vel kunne tænkes i private investorer. Virksomheder i Nuuk burde have interesse i at tilbyde deres medarbejdere gode forhold for trivsel i Nuuk. Og der bruge også kunne søges fondsmidler til etablering af en moderne international svømmehal i hovedstaden, bliver det understreget.
Forslagsstilleren håber på den fornødne opbakning, så man kan udvide med en nye svømmehal, før renoveringsarbejdet går i gang.
- Bare at lukke svømmehallen så længe og tabe vigtigt foreningsliv og unge på gulvet er ikke en mulighed, lyder det afslutningsvist.