Borger i Sisimiut: Det er ikke trygt
Gentagne voldsepisoder i Sisimiut skaber utryghed blandt borgere. Der bør gøres mere for at forebygge, mener en borger.
Flere voldsepisoder i Sisimiut skaber utryghed blandt borgerne i byen, hvor der er omkring 5.500 borgere og flere uddannelsesinstitutioner.
En borger, 32-årig Miilu Enoksen, fortæller til Sermitsiaq.AG, at der er sket flere voldsepisoder igennem en længere periode. Borgerne kender til gruppen, der skaber ballade.
- Den seneste tid har vi hørt om flere episoder af vold og alvorlige drengestreger i byen. Det er overhovedet ikke trygt at vide, at der sker voldsomme ting i min by, fortæller Miilu Enoksen til Sermitsiaq.AG.
Miilu Enoksen har to børn og går ikke ud om aftenen. Han er dog bekymret for, at han på et tidspunkt kommer til at være vidne til lignende situationer om dagen.
- Der sker også overfald om dagen. Især omkring lønningsdage og udbetaling af månedslønnen. Så uanset om jeg går ud om aftenen eller ej, så er det utrygt. Sådanne episoder vil jeg helst skærme mine børn mod, fortæller Miilu Enoksen.
Kommune: Svær sag
Qeqqata Kommunia kender til den eller de grupper, der har udøvet vold mod personer i Sisimiut. Velfærdsdirektør i Qeqqata Kommunia, Martha Lund Olsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at kommunen er opmærksom på episoderne og har sager i gang i socialforvaltningen.
- Men det er virkelig svært at anbringe unge, der er fyldt 15 år i en institution, da de ikke lever op til kriterierne. På nuværende tidspunkt afventer vi godkendelser, så vi kan finde en anbringelsesmulighed i Danmark, oplyser velfærdsdirektør i Qeqqata Kommunia, Martha Lund Olsen til Sermitsiaq.AG.
Ifølge borgeren og velfærdsdirektøren er der ikke natteravne i Sisimiut, der kan komme i kontakt med unge, der går rundt om natten. Qeqqata Kommunia har dog en miljøarbejder i Sisimiut, der beskæftiger sig med forebyggende arbejde.
- Men denne sag er for tung at løfte for miljøarbejderen. Miljøarbejderen arbejder med flere andre forebyggende tiltag, men stillingen har desværre været ubesat i en længere periode nu, fortæller Martha Lund Olsen.
Synlige initiativer mangler
Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, har udsendt en opfordring om at anmelde alle voldsepisoder til politiet til borgere i Sisimiut.
Malik Berthelsen (S) understreger, at anmeldelser af voldsepisoder er den eneste måde at stoppe voldsbølgen i Sisimiut, der har givet byen et dårligt ry.
Miilu Enoksen har som borger tidligere oplevet at skulle ringe til socialforvaltningen omkring unge og børn, der strejfer rundt i byen omkring midnat. Han efterlyser flere tiltag, der kan være med til at forebygge vold eller anden kriminalitet begået af de unge:
- Synlige initiativer som natteravne eller lignende vil måske gøre det lidt mere trygt. Men også forebyggende tiltag, så unge ikke når derud hvor de begynder at udøve personfarlig kriminalitet er også nødvendige her, siger borgeren.