Boligkrig i Qeqertalik: Nye ældrevenlige boliger skaber splid
Der er ro i samarbejdet mellem Siumut og IA på landsplan, men på kommuneplan er det en hel anden sag, i hvert fald i Kommune Qeqertalik. Nu er de to partier nemlig røget i totterne på hinanden på grund af en boligsag.
Siumut i Kommune Qeqertalik er gået frontalt til angreb på IA i forbindelse med en boligsag.
Det drejer sig om at Kommune Qeqertalik har arvet et projekt om byggeri af ældrevenlige boliger fra daværende Avannaata Kommunia.
Efter delingen af Avannaata Kommunia har Kommune Qeqertalik valgt at fortsætte projektet, da der vitterligt var brug for ældrevenlige boliger.
Boligerne er ikke kun ældrevenlige, men de er også handicapvenlige, og da der i forvejen var behov for handicapvenlige boliger, valgte kommunen at satse på at oprette en beskyttet miljø for både ældre, handicappede og psykisk sårbare borgere.
Det har fået Siumut i Kommune Qeqertalik til at reagere voldsomt med en påstand om, at der er tale om en skandale, da der ifølge Siumut ikke er pågået en behandling af sagen, hverken i fagudvalgene og af kommunalbestyrelsen.
Kommunen står selv for boligerne
Det korte af det lange er, at det daværende Avannaata Kommunia før kommunens deling 1. januar 2018 igangsatte planerne om byggeri af ældrevenlige boliger i kommunen, herunder i Aasiaat by.
Kommunens ansøgning blev ikke velvilligt behandlet i Selvstyret, men behovet var så stort at den nye kommune, Kommune Qeqertalik valgte at fortsætte projektet og selv fik igangsat boligbyggeriet.
Der er frem til dags dato ifølge Siumut blevet brugt 28 millioner kroner imod et budget på 22 millioner kroner.
IA i Qeqertalik forsøger at mane til ro
Mens Siumut i Kommune Qeqertalik forlanger kulegravning af "skandalen" forsøger IA i Qeqertalik at skabe ro.
Kommunalbestyrelsesmedlem på vegne af IA, Mariane L. Sørensen gør opmærksom på, at Siumut faktisk har været med hele vejen i processen, og at partiet endda selv har været med til at træffe beslutninger om ændring af vilkårene for boligerne.
Men samtidigt appellerer hun til en boligreform, der på landsplan også tager hensyn til kommunerne:
- Vi opfordrer til, at der laves boligreform, til gavn for alle kommuner og for hele landet. Vi må som ansvarlige politikere finde en løsning til en bedre vej. I forsøg på en løsning bør kommunalbestyrelser og Naalakkersuisut have et godt samarbejde.
Borgmesteren glad for beskyttet boligmiljø
Borgmester Ane Hansen (IA) har også meget svært ved at se skandalen i sagen, hun er derimod glad for, at der nu bliver beskyttede rammer for ældre, handicappede og borgere med psykiske lidelser.
- Det er vigtigt, at vi tager hånd om boligsituationen for vore sårbare borgere, og jeg mener helt afgjort at vi traf et rigtigt valg ved ikke at vente på selvstyret, før vi startede projektet, og nu er boligerne indflytningsklar og ældre, handicappede og psykisk sårbare borgere kommer til at bo i de omtalte boliger.
Ane Hansen oplyser også overfor Sermitsiaq.AG at der også bliver bygget almene lejeboliger, som også vil være egnede til, at ældre og handicappede kan bo der. Men hun appelerer også til tålmodighed, da kvadratmeterpriserne for nybyggeri i dag ligger omkring 40 procent højere end de normale priser.