UDLAND
Biden lykønsker Trump under møde i Det Hvide Hus
Donald Trump er for første gang tilbage i Washington D.C. efter sin sejr ved det amerikanske præsidentvalg.
USA's præsident, Joe Biden, giver sin efterfølger, Donald Trump, hånden i Det Hvide Hus.
Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Der var ild i kaminen i Det Hvide Hus' Ovale Værelse, da Donald Trump og Joe Biden onsdag mødtes på præsidentkontoret for at markere en fredelig overdragelse af magten efter Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg.
Ved mødet gav de hinanden hånden og lovede, at overdragelsen af magten fra Biden til Trump kommer til at ske gnidningsfrit.
Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.
- Velkommen, velkommen tilbage, lød det fra Biden, da han tog imod sin tidligere politiske modstander.
Biden lykønskede herefter Trump med valgsejren.
- Politik er barsk, og i mange tilfælde er det ikke en særligt god verden. Men verden er god i dag, og jeg sætter meget stor pris på det, svarede Trump.
Den kommende præsident tilføjede, at magtoverdragelsen bliver "så gnidningsfri, som den kan blive".
Det er Trumps første besøg i Washington D.C. siden præsidentvalget 5. november, hvor han vandt over Demokraternes Kamala Harris.
Inden Kamala Harris blev Demokraternes præsidentkandidat, var det Joe Biden, som stillede op til præsidentvalget for partiet.
Han trak sig fra valgkampen i juli efter tiltagende spekulationer om, at han på grund af sin alder ikke var egnet til yderligere fire år som præsident.
Trump indsættes først formelt i præsidentembedet 20. januar 2025.
For fire år siden var det Donald Trump, der skulle overdrage magten til Joe Biden efter Bidens sejr ved præsidentvalget i 2020.
Dengang anerkendte Trump dog ikke valgresultatet, og der blev derfor ikke afholdt et møde som det, der onsdag finder sted i Det Hvide Hus.
Til gengæld forsøgte Trump-tilhængere at storme Kongressen i Washington D.C. 6. januar 2021 med anklager om, at valget var "stjålet".
Det er en anklage, som Trump selv har fremført gentagne gange.
Efterfølgende er Trump blevet tiltalt for sammensværgelse - herunder for at fremsætte falske påstande om valgsvindel - i forbindelse med præsidentvalget i 2020. Sagen er udsat på ubestemt tid.