Biden lover Zelenskyj at styrke Ukraines luftforsvar
USA vil hjælpe med at styrke Ukraines luftforsvar, siger Joe Biden i telefonsamtale med Volodymyr Zelenskyj.
USA's præsident, Joe Biden, har under en telefonsamtale med sin ukrainske kollega, Volodymyr Zelenskyj, søndag gjort det klart, at USA prioriterer at styrke Ukraines luftforsvar.
Det skal ske ved at prioritere den hjælp, USA tilbyder Ukraine.
Det oplyser Det Hvide Hus.
Under telefonsamtalen roste Biden også Zelenskyjs "erklærede åbenhed over for retfærdig fred baseret på grundlæggende principper nedfældet i FN-pagten".
Foruden Joe Biden holdt Zelenskyj søndag samtaler med lederne af Tyrkiet og Frankrig.
Førte samtaler med flere statsledere
- Vi arbejder konstant sammen med vores partnere, siger den ukrainske præsident i sin daglige videotale sent søndag aften.
Han tilføjer, at han forventer nogle "vigtige resultater" som følge af en række internationale begivenheder i næste uge. Han uddyber ikke nærmere.
Zelenskyj har ført adskillige samtaler med Joe Biden, den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar.
Alligevel er det sjældent, at der foregår så mange forskellige diplomatiske drøftelser på en enkelt dag.
Zelenskyj fortæller i videoopdateringen, at han takkede Joe Biden for den "hidtil usete forsvarsmæssige og økonomiske hjælp", som USA har ydet Ukraine.
Erdogan skal sikre korneksport
Samtidig talte han med Biden om et effektivt antiluftskyts-forsvarssystem til at beskytte den ukrainske befolkning.
Tidligere søndag oplyste Zelenskyj, at han har haft "en meget meningsfuld" samtale med Macron om "forsvar, energi, økonomi og diplomati", der varede over en time.
Derudover har Zelenskyj haft "meget specifikke" drøftelser med Erdogan om at sikre Ukraines korneksport.
Erdogans kontor oplyser, at den tyrkiske præsident søndag også talte i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin. I samtalen opfordrede Erdogan til en hurtig afslutning på konflikten.