Beredskabschef advarer: Kan være farligt at bruge gas indendørs

En familiefar har tyet til at bruge en gasgrill for at holde varmen i sin lejlighed, da der var problemer med varmeforsyningen. Beredskabshef advarer mod metoden.

Offentliggjort

Gas kan være farligt at bruge indendørs. Sådan advarer beredskabschef i Qeqqata Kommunia, Inunnguaq Lundblad. Advarslen kommer efter, en familiefar har brugt en udendørs grill med gas indendørs for at holde varmen i familiens lejlighed.

- Gas bruges normalt udenfor huset. Gas, der er beregnet til at bruges udendørs, kan være farligt at bruge indendørs. For eksempel hvis der er gasudslip ved fejl, kan det resultere i eksplosion eller brand, siger Inunnguaq Lundblad.

Elektrisk varmeblæser kan bruges

Han kan godt forstå, at en familiefar har været nødt til at bruge en gasgrill indendørs for at varme lejligheden op. Han foreslår dog, at man i stedet bruger elektrisk varmeblæser til opvarmning indendørs:

- Vores bedste bud er at bruge elektrisk varmeblæser, som er beregnet til indendørs opvarming, siger han.

INI A/S arbejder hårdt for at løse problemet

Familiefaren så sig nødsaget til at bruge usædvanlige midler da hans familie frøs i lejligheden på Tuapannguit i Sisimiut. Tre familier er siden flyttet midlertidigt til varmere værelser på hotel, fortæller INI A/S:

INI A/S oplyste onsdag, at de i samarbejde med Brøndum er gået i gang med at få installeret strengereguleringsventiler, der skal fordele varmen bedre. Årsagen til problemet er, at tilførslen af opvarmet vand ikke spreder sig, som det skal.

Der er tale om 37 lejligheder i Tuapannguit i Sisimiut, der har problemer med varme.

Powered by Labrador CMS