Klokken var godt tre om natten den 20. august, da Jens
Mikkelsens mobil ringede insisterende og vedvarende i nattemørket.
Jens Mikkelsen er viceberedskabschef i Kommuneqarfik
Sermersooq – og den nat havde han vagten som indsatsleder.
Klokken var godt tre om natten den 20. august, da Jens
Mikkelsens mobil ringede insisterende og vedvarende i nattemørket.
Jens Mikkelsen er viceberedskabschef i Kommuneqarfik
Sermersooq – og den nat havde han vagten som indsatsleder.
Meldingen lød på en færdselsulykke på 400-vejen i Nuuk. I
forbindelse med ulykken var der brand.
Mange opgaver
Jens Mikkelsen kørte mod ulykkesstedet og forberedte sig på
den forestående opgave.
- Ambulancepersonale og politi var kommet frem, så jeg kunne
koncentrere indsatsen om branden, fortæller Jens Mikkelsen.
- Der er mange ting, der skal gøres, når jeg som
indsatsleder kommer frem til et skadessted. Højeste prioritet er at sikre
personerne, der er involveret – og så forhindre, at ulykken bliver værre. For
eksempel at sikre beboere i området mod giftig røg.
- Der var ingen risiko ved røgen, for området er ubeboet.
Men bilen havde ramt en el-mast, så jeg kontaktede Nukissiorfiit for at få
lukket for strømmen i området.
- Jeg kunne med det samme se, at der var tale om en
hybrid-bil med batteripakke af ion-batterier, så jeg kontaktede den første
brandsprøjte, som var undervejs fra brandstationen i Nuussuaq og orienterede om
situationen. Branden var i noget udstrømmende benzin, så jeg vurderede, at der
ikke var brand i batterierne, så førsteindsatsen skulle bestå af skum og vand
for at slukke ilden.
Kattegrus
- Operationen lykkedes – og vi kunne rydde op på stedet med
kattegrus til at suge benzinen op med, siger en tilfreds og lettet Jens
Mikkelsen. For var der tale om en batteri-brand kunne det være gået meget værre.
Heldigvis blev der ikke brug for de hjælpemidler, som beredskabet har til de
frygtede elbil-brande.
- Først og fremmest bruger vi et termisk kamera for at
fastslå, om der ild i batterierne. Hvis det er tilfældet, har vi brug for
åndedrætsværn, fordi Ion-batterier udvikler en meget giftig røg. Så skal vi
også bruge gummihandsker, for der er risiko for stød fra batterierne. Endelig
har vi et værktøj, der kan kortslutte batterierne.
- Førsteindsatsen består i, at vi har et bilbrandtæppe, som
kan kastes over bilen og dæmpe ilden. Desuden har vi en sprinklervogn, som kan
trilles ind under den brændende bil og køle branden ned. Ultimativt har vi også
mulighed for at rekvirere en container hos en vognmand, som bilen kan nedsænkes
i, hvis vi ikke kan slukke ilden.
Nyt udstyr på vej
- Det ændrer sig senere på året, når vi får leveret en ny
kroghejsevogn med tilhørende container, som netop skal bruges i forbindelse med
elbil-brande. Heldigvis har vi endnu ikke haft brug for det for alvor, for det
er faktisk sjældent, at der går ild i elbiler. Risikoen for brand i biler er
betydeligt større ved konventionelle biler med benzin eller diesel i tanken.
- Men vi undgår det jo næppe på et tidspunkt. Og derfor er
vi også godt i gang med at forberede os på situationen.
- I samarbejde med Greenland Airports er vi også i gang med
at bygge en ny øvelsesplads, der skal ligge ved lufthavnen og erstatte vores
nuværende øvelsesplads i Entreprenørdalen. Den nye øvelsesplads bliver
gasdrevet, for det med bare at sætte ild til en masse brændstof for at øve sig
er ikke lige sagen i øjeblikket, hvor der er stort fokus på den grønne
omstilling.
Jens Mikkelsen har arbejdet i beredskabet i Nuuk siden 2003.
I dag er han viceberedskabschef i Kommuneqarfik Sermersooq og samtidig
vagthavende indsatsleder på skift med de øvrige indsatsledere.
- Som viceberedskabschef har jeg først og fremmest ansvaret
for de operative indsatser og forestår også brandsyn. Der er desuden en del
forebyggende arbejde, som jeg udfører sammen med beredskabschef Jes B.
Andersen, oplyser Jens Mikkelsen.