Beredskab offentliggøres delvist
Efter længere tids kritik af det manglende offentliggørelse af olieberedskabet i forbindelse med olieefterforskningen åbner naalakkersisut døren på klem
- Vi regner med i løbet af 14 dage at komme med et udspil, som med stor sandsynlighed betyder, at vi får mere offentlighed, siger naalakkersuisoq for råstoffer Ove Karl Berthelsen til KNR Radioavisen, hvilket bekræftes af formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist.
- Jeg kan ikke garantere, at der bliver 100 procent offentlighed omkring alting, for der er en grund til, at vi er varsomme. Men i så høj grad det er muligt uden at gå på kompromis med sikkerheden, siger Kuupik Kleist.
Han siger, at, det kommende initiativ ses som et udtryk for, at Naalakkersuisut nu kommer den skarpe kritik af hemmeligholdte dele af beredskabet i tilfælde af et stort udslip i møde.
Blandt andet frygten for, at Greenpeace kan sabotere beredskabsudstyrende for at bremse boringer er naalakkersuisuts og Råstofdirektoratets begrundelse for at have holdt beredskabsplanen hemmeligt.
Ove Karl Berthelsen siger at det kommende intiativ har været undervejs i to til tre måneder. Naalakkersuisut vil fremlægge, hvad den øgede offentlighed i olieberedskabet helt konkret vil bestå af den 15. august, skriver knr.gl.