Bekymring over politisk indblanding fra udlandet og amerikansk lovforslag

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) er bekymret over pengeuddeling og besøg fra udlandet, der kan ses som forsøg på indblanding i et snarligt grønlandsk valg.

Offentliggjort

Torsdag har folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) deltaget i et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, hvor statsminister Mette Frederiksen orienterede om sin samtale med Donald Trump. Samtalen med Trump fandt sted onsdag.

Aaja Chemnitz fortæller efter mødet til Sermitsiaq, at det blev holdt under såkaldt skærpet fortrolighed. Hun kan derfor ikke fortælle, hvad der blev sagt, eller hvad hun spurgte ind til, men hun kan fortælle, hvad hun synes er vigtigt generelt at have fokus på.

Her nævner politikeren tre ting: 

Det amerikanske lovforslag der vil give Trump lov til at forhandle med Danmark om Grønland, forståelse eller misforståelse af nedsættelsen af kommissionen i Grønland, som skal kigge på aktivering af §21 i Selvstyreloven og endelig potentielle forsøg på påvirkning fra udlandet op mod det kommende valg til Inatsisartut:

Pengeuddeling og gratis middage

- Jeg tror generelt, at det her med, at der er politisk påvirkning, det er bekymrende, og jeg bemærker, at det foregår på forskellige måder.

- Ingen lande skal bland sig i grønlandske valg. Det er udelukkende op til grønlandske partier. Her tænker jeg på pengeuddeling, gratis middage og at komme på besøg lige op til et valg, siger Aaja Chemnitz.

Hun siger videre, at kommunikationen mellem Danmark og Grønland bør være meget tæt i denne situation:

- Vi får nogle oplysninger i Folketinget, som er vigtige, at Inatsisartut også får. Jeg tror koordination er ekstremt vigtig lige nu. Det er vigtigt, at man gør, hvad man kan for at sikre tæt koordination, og det ved jeg der er mellem regeringen og Naalakkersuisut. Det fokuserer jeg rigtig meget på at sikre.

Holder øje med amerikansk lovforslag

Aaja Chemnitz har desuden et vågent øje på eventuelt fremsættelse af et lovforslag i USA, der vil give Trump lov til at forhandle med Danmark om Grønland:

- Det er også vigtigt at have fokus på det lovforslag, der er kommet fra amerikansk side. Det kan blive fremsat allerede på mandag, når Trump bliver indsat.

- Vi ved, det skal behandles i det amerikanske lovsystem, og derefter må vi tage stilling til det, hvis det er grund til det, siger hun.

Advarer mod mulige misforståelser

Slutteligt advarer politikeren mod, at nedsættelsen af kommissionen, der skal arbejde med §21 i Selvstyreloven, kan give det billede, at Grønland er meget tæt på at erklære selvstændighed fra Danmark.

Kommissionen blev besluttet af Inatsisartut på forårssamlingen 2024.

- Jeg har tidligere kritiseret, at man i visse politiske kredse har en bestemt forståelse af kommissionen, som på sigt har mulighed for at aktivere §21 i Selvstyreloven.

- Det kan tages ned både i EU og USA, som at Grønland er ved at blive selvstændig. Der er en proces, så man kan sige, at hvis der ikke er særlig meget viden i det danske politiske system omkring Grønland, så er der bestemt endnu mindre viden i EU og USA, og det er noget af det jeg også er opmærksomhed, siger Aaja Chemnitz.

Her henviser Aaja Chemnitz til, at hun tidligere har diskuteret §21 Kommissionen i folketingssalen med sin kollega Aki-Matilda Høegh-Dam.

Her var de to rygende uenige om, hvorvidt §21 i Selvstyreloven egentlig er aktiveret med nedsættelsen af kommissionen, hvilket Aki-Matilda Høegh-Dam stod fast på.

- Det er vigtigt at have for øje, hvad der er op og ned, lyder det fra politikeren.

Powered by Labrador CMS