Bebuder milliard-investering i Forsvaret i Grønland

Der skal bruges et "tocifret milliardbeløb" til blandt andet nye inspektionsskibe og droner i Grønland, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen til Jyllands-Posten.

Ifølge forsvarsministeren vil den danske regering lancere en investering på et tocifret milliardbeløb med blandt andet indkøb af to nye inspektionsskibe.
Offentliggjort

Godt et døgn efter Donald Trump kom med udtalelser om betydningen af ejerskab og kontrol med Grønland, varsler den danske regering betydelige investeringer i Forsvaret i Grønland.

Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.

Det er forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der har givet et interview til den danske avis om de nye investeringer, og det skal blandt andet handle om nye inspektionsskibe og droner. Helt konkret skulle der være følgende:

    • To nye inspektionsskibe
  • To nye langtrækkende droner
  • Øget bemanding på Arktisk Kommando i Nuuk, 
  • To ekstra slædehold til Sirius-patruljen og øget efterretningssamarbejde, øget optag på arktisk basisuddannelse
  • Opgradering af Kangerlussuaq lufthavn, så den kan håndtere F35-fly.

Forsvarsministeren kalder det "skæbnens ironi", at udmeldingen falder sammen  med Trumps melding fra USA om Grønlands betydning for USA's sikkerhed.

Søndag skrev den kommende præsident på sit sociale medie Truth Social:

- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende, skrev han.

Troels Lund Poulsen siger til Jyllands-Posten om Trumps udmelding:

- Mit svar til Trump er det samme som landsstyreformandens (Mute B. Egede, red.). Grønland ønsker ikke at bytte rigsfællesskabet ud med andre relationer. Men det er op til Grønland selv, siger Troels Lund Poulsen til avisen.

Powered by Labrador CMS