Kommentar

Avisleder: Lars Løkke i medieskjul

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle have måneders betænkningstid, før han afviste at stille op til et interview med avisen AG. "Det ville klæde statsministeren, hvis han udviste samme respekt for nutiden", skriver lederskribenten med henvisning til, at samme statsminister i respekt for historien har afset tid til at rejse til De Amerikanske Jomfruøers markering af salget for 100 år siden til USA.

Lars Løkke Rasmussen
- Det forekommer som strudsepolitik, når rigsfællesskabets øverste politiske chef og pressens minister i Danmark ikke vil kommentere en række højaktuelle emner i det dansk-grønlandske forhold, skriver lederskribenten i dagens avisudgave af AG.
Offentliggjort

NU SKAL EN TRAVL Regeringsleder naturligvis ikke pr. automatik stille op til alle mulige interviews fra et stadig voksende antal medier. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har behov for at prioritere sin arbejdstid benhårdt. Døgnet har kun et begrænset antal timer og arbejdsopgaverne hober sig op. Omvendt kan netop dette forhold bruges som et belejligt argument til at undgå visse medier. Sådan forekommer det at være tilfældet med Lars-Løkke Rasmussen, der efter måneders betænkningstid afviser at stille op til et interview med AG.

AVISEN SKAL SÅMÆND NOK OVERLEVE, uanset om Venstres 52-årige formand medvirker eller ej. Vi er også godt klar over, at der ikke findes en naturlov, der giver medier krav på interview med statsministeren. Men der findes også tidspunkter, hvor fraværet bliver larmende. Det forekommer som strudsepolitik, når rigsfællesskabets øverste politiske chef og pressens minister i Danmark ikke vil kommentere en række højaktuelle emner i det dansk-grønlandske forhold. Rigsfællesskabet knager som aldrig før i fugerne, og det er længe siden, at Lars Løkke Rasmussen er gået i dybden med et grønlandsk medie om verserende sager i et samlende interview. Hvis overhovedet nogensinde. Emner er der rigeligt af. Alt fra Camp Century, den mistede Thulekontrakt, grønlandsk selvstændighed, erhvervsudvikling, Grønnedal til statsministerens generelle holdning til den dansk-grønlandske fremtid for nu blot at nævne nogle hovedpunkter i flæng.

LARS LØKKE RASMUSSENS påfaldende ulyst til at delagtiggøre den grønlandske befolkning i sine tanker om ovenstående emner, står i skærende kontrast til statsministerens taler om samhørighed og rigsfællesskabets, bevaringsværdige kvaliteter. Ja, selv det at svare et grønlandsk medie tager sin tid. AG fremsendte sin første forespørgsel om et interview den 29. november sidste år. Først forleden – mere end to måneder efter – kom det negative svar. Hernæst bad vi svar på, om avisen var røget ind i en kø, eller om det var en total afvisning. Kort efter kom mailsvaret fra statsministerkontoret på Slotsholmen i København: Vi takker nej. Mange, mange henvendelser, lød den kortfattede begrundelse. På to måneder har det altså ikke været muligt for statsministeren at afse en time til et grønlandsk medie og dermed offentligheden. Og sådan skal vi også forvente, at det bliver fremover. Dermed må det tørt konstateres, at dansk magtarrogance ikke kun er et fænomen mellem danske og grønlandske politikere. Medierne får samme spark hen i skammekrogen.

MAN KAN SÅ DOG GLÆDE SIG OVER, at statsminister Lars Løkke Ramussen på et erhvervsfremstød i Mexico senere på måneden, gør ophold på De Amerikanske Jomfruøer (Tidligere De Vestindiske Øer) for at deltage i markeringen af 100-året for salget af øerne til USA. Det sker for at vise respekt for historien, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse med henvisning til Danmarks fortid som kolonimagt og slavenation. Det er naturligvis fint at vise respekt for historien. Det ville klæde statsministeren, hvis han udviste samme respekt for nutiden.

Ny AG på gaden

Onsdag er Kvindernes internationale kampdag, hvilket avisen AG markerer med en stor reportage fra plejehjemmet Ippiarsuk i Nuuk.

Her har avisen besøgt tre kvinder. Nok er der behov for yderligere fremskridt. Men der er også sket meget i kvindelivet. Læs reportagen:Da mor var ung

Kimmernaq Kjeldsen har skrevet ugens klumme:Det ærlige publikum

Desuden afsked med foregangskvinden og politikeren Henriette Rasmussen, der for nyligt døde:Det husker vi Henriette for

Hvis du ikke allerede er abonnent kan du købe dig adgang til HELE avisen via linket herunder.

God fornøjelse.

Powered by Labrador CMS