Avalak klager over dårlige vilkår

Grønlandske studerende, der vender hjem efter endt uddannelse i Danmark, har svært ved at få tildelt pladser på børneinstitutioner

Avalak-formand Britt Anne Nielsen. Foto: Rimdal Th. Høegh
Offentliggjort

Usmidige regler om tildeling af pladser på børneinstitutioner gør, at grønlandske studerende i Danmark oplever store problemer med at opnå pladser på børneinstitutioner, når de vil hjem til Grønland.

Derfor opfordrer organisationen for grønlandske studerende i Danmark, Avalak, at naalakkersuisut ændrer reglerne på området.

Læs også "Næsten alle flytter hjem efter endt uddannelse"

Læs også "- Jeg skylder Grønland at komme hjem"

Det fremgår af denne pressemeddelelse sendt af Avalak-formand Britt Anne Nielsen:

”Politikerne stiller ofte spørgsmålstegn ved, om grønlandske studerende i Danmark og i udlandet har tænkt sig at vende tilbage til Grønland efter endt uddannelse, og hvad der kan gøres for, at flere og flere vælger at vende tilbage til Grønland.

Avalak har før nævnt, at interessen hos de studerende for at vende tilbage til Grønland er stor. Samt at der ses flere nyuddannede grønlændere, der vælger at vende snuden hjem igen efter endt uddannelse. Svaret til politikerne er derfor et ”ja”.

Rigtig mange grønlandske studerende vil gerne tilbage og arbejde for deres hjemland, men selvfølgelig skal betingelserne herfor være optimale.

Mange, der er på uddannelse uden for Grønland, er væk fra hjemlandet i en årrække. Dette fører til, at mange slår rødder, skaber netværk og stifter familie. Derfor handler det ikke blot om at vende tilbage til sit land, men også at rejse fra et andet, hvor ens hverdag og rutine de sidste par år har ligget.

Flere frustrerede nyuddannede
Igennem de sidste måneder har Avalak fået flere henvendelser fra frustreret nyuddannede, og snarligt nyuddannet grønlændere, der efter endt uddannelse har fået job hjemme i Grønland, men ikke har en mulighed for at få institutionspladser til deres børn, før de skal starte på jobbet. Dette skaber en usikkerhed. Hvis deres børn, som ofte ikke kun er et barn, men to, tre eller fire børn, ikke har en sikret plads i en institution, hvad skal de så stille op, den dag de starter på deres nye job?

Manglende børneinstitutioner har længe været et kendt problem hjemme i Grønland, specielt i Nuuk. Men at man som grønlandsk studerende i Danmark ikke har en speciel mulighed for, at søge om pladser til sine børn i god tid, virker for rigtig mange uforståeligt og problematisk.

For folk i Danmark, inklusive de grønlandske studerende, er der rigtig dårlige vilkår, når der søges om børnepasning i dag. I sidste ende kan dette medføre, at de nyuddannede, som ellers ønsker at vende hjem igen efter endt uddannelse, venter med det udelukkende for deres børns skyld.

Avalak kræver løsning
Avalak ønsker derfor, at der hurtigst muligt rettes op på denne problematik. Ikke mindst for de ramte individers skyld, men specielt også for landets og samfundets skyld. Da landet risikerer at miste en masse god arbejdskraft i form af grønlandske nyuddannede, der ellers har et ønske om at bidrage til det grønlandske samfund med deres tillærte viden og kunnen.

Når man fra naalakkersuisuts side ønsker at de uddannelsessøgende skal vende hjem igen, hvorfor så ikke gøre flytningen hjem til Grønland mere attraktiv, enkelt og rimelig, især hvad visse praktiske områder angår?

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, er det kun muligt at opnå plads på ventelisten til institutionsplads, når ansøger er registreret i det grønlandske folkeregister. Det vil sige, når ansøger er bosiddende i Grønland. Dette skaber store problemer for personer bosiddende i Danmark, blandt andet for grønlandske uddannelsessøgende.

Et halvt år før flytning, kan der søges om at optjene anciennitet til en plads på venteliste til institutionsplads. Men først når man er registreret som tilflyttet et halvt år senere, opnås en plads på den egentlige venteliste, hvorefter der går op til 14 dage, før man har en idé om hvad nummer man er på ventelisten. Det betyder, at folk, som er bosiddende i Danmark, ikke har mulighed for at søge om plads på ventelisten i god tid. Heller ikke grønlændere på studieophold i Danmark.

Ønsket er derfor, at grønlandske studerende, der bor i Danmark, skal kunne ansøge om institutionsplads på lige vilkår med alle andre – hvad end man har bopælsadresse i Grønland eller i Danmark.

Glemt på prioriteringslisten
Som det er nu, er man som studerende i Danmark fuldstændig glemt på prioriteringslisten. Mulighederne for at søge om institutionspladser er ringe, samtidig med at de studerende samt enlige, der i forvejen er bosat i Grønland, til hver en tid vil blive prioriteret før de studerende i Danmark, der snart er færdige med deres uddannelser.

Dette er bestemt ikke tiltrækkende for nyuddannede forældre. Avalak er derfor bekymret for, at flere og flere vil ende med at blive ved de trygge rammer i Danmark og lade deres mulighed for et drømmejob i Grønland briste.

For er der én ting, der er vigtigere end ens drøm, er det, at ens børn har de optimale forhold. Specielt når sådan noget som en flytning til et andet land i forvejen er en stor ting for småfolk, så nytter det ikke noget, at de som en start på en ny tilværelse skal kastes rundt i systemet, før de får plads i en institution, hvor der lige nu kan være op til to års ventetid.

Løsning skal være her og nu
Der er ikke brug for en løsning til om nogle år, men brug for en løsning her og nu. Flere studerende bliver færdige til sommer og vender hjem til Grønland – en del af dem med børn. Er det i landets interesse, at vi som nyuddannede skal vende hjem igen efter endt uddannelse, og i landets interesse at flere og flere vælger denne vej, så må der også rettes op på denne problemstilling.

Som tidligere nævnt er det i rigtig manges interesse, at vende hjem igen efter endt uddannelse. På den betingelse, at vi selvfølgelig har de optimale forhold for at påbegynde en ny tilværelse som nyuddannet. Derfor vil det være ærgerligt, hvis mangel på børneinstitutionsplads bliver en direkte stopklods for, at flere nyuddannede vender tilbage til deres hjemland”, skriver Avalak-formand Britt Anne Nielsen.

Powered by Labrador CMS