Efter godt og vel et halvt år på posten som Ældretalskvinde i Grønland oplever Kiista P. Isaksen en stigning i antallet af henvendelser. På blot et halvt år har hun noteret sig 70 henvendelser fra borgere af forskellig karakter.
- Fysisk kommer jeg rundt i Grønland; jeg har ret til to rejser om året, når det er sagt, så har jeg haft rigtig mange møder på teams, det betyder, at jeg er synlig for den enkelte borger. Det er nu engang nemmere at kommunikere, når man kan se hinanden i øjnene, også selv om det er digitalt, mener Kiista P. Isaksen.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Historier som denne kræver abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Efter godt og vel et halvt år på posten som Ældretalskvinde i Grønland oplever Kiista P. Isaksen en stigning i antallet af henvendelser. På blot et halvt år har hun noteret sig 70 henvendelser fra borgere af forskellig karakter.
- Fysisk kommer jeg rundt i Grønland; jeg har ret til to rejser om året, når det er sagt, så har jeg haft rigtig mange møder på teams, det betyder, at jeg er synlig for den enkelte borger. Det er nu engang nemmere at kommunikere, når man kan se hinanden i øjnene, også selv om det er digitalt, mener Kiista P. Isaksen.
For selv om hun er forholdsvis ny på posten som talsmand for de ældre, gør hun allerede en stor forskel. Hun har stor erfaring fra den politiske scene som tidligere borgmester og har med en uddannelse som socialrådgiver kendskab til det politiske spil og socialloven.
- Overordnet kan man sige, at den ældre befolkning i Grønland er en meget stille gruppe. Deres tilgang til livet og dets udfordringer er:
- Sådan er vilkårene, det må jeg leve med. Derfor må de ty til stærke pårørende, der kan tale deres sag. Man kan vel sige, at de ikke rigtig magter den digitaliserede verden, for den har de meget lidt viden om. Men de ved dog, at de ikke behandles ordentligt. Det er her, jeg kan komme ind i billedet, jeg siger Kiista P. Isaksen.
Lektier
Hun udbygger sit udsagn med, at den fysiske telefonbog ikke længere findes, og alene det faktum kan gøre det svært at komme i kontakt med det offentlige. Det offentlige, som blandt andet står for ældreplejen; hjælpemidler og visitering til enten hjemmepleje, visitering til ældre boliger eller en plejehjemsplads.
- Jeg må jo ikke sagsbehandle, men jeg må råde og vejlede. Og det gør jeg. Jeg giver også lektier for. Jeg forklarer, hvilken afdeling, borgeren skal have fat i, og fortæller i store træk, hvordan de skal fremføre deres sag. Og så ringer jeg tilbage til den enkelte og spørger til, hvordan henvendelsen gik, forklarer Kiista P. Isaksen.
Hun mener overordnet, at omsorgen for landets ældre halter, og at man politisk er bagefter på point. Det gælder opførelsen af plejehjem, mangel på faguddannet personale, ventelister på både plejehjemspladser og ældreboliger.
- Desuden er der store krav til personalet på vores plejehjem og alderdomshjem. Beboernes problematikker er mangeartede. Der er hjerneskadede, folk med funktionsudfordringer og demente af forskellig art. Den enkelte beboer har jo et behov for at blive hjulpet af et faguddannet personale, som har de rigtige kompetencer til at løfte opgaven, påpeger Kiista P. Isaksen.
- Vi har rigtig meget fokus på børneområdet, og det skal vi også have, men vi har i min optik et blindt øje for vores ældre. Og det kan vi ikke være bekendt. Vi mangler handlingsplaner for, hvad vi skal stille op med de udfordringer, der er på ældre området. Der er mangel på fagligt personale, fastholdelse af personale, alt for lange ventelister, og generelt for lidt tid til de ældre. Mange ældre vil jo gerne blot have et menneske, der har tid til at lytte og snakke, men jeg oplever, at personalet har rigtig travlt. Som sådan fremsætter jeg ikke en kritik af personalet. De gør et rigtig godt stykke arbejde, men de løber jo stærkt for at nå opgaverne. Vi bliver jo flere og flere ældre. Og personalet er presset, fordi de har meget de skal nå. Vi har for få hænder, og gruppen af ældre vokser. Hvor svært skal det være at fremsynet på plejen af vores gamle? Der vil kun komme flere plejekrævende borgere i fremtiden, fastslår Kiista P. Isaksen.
Ansvar
- Hvis vi tager den her snak igen om fem år, hvor står vi så, når vi taler ældresektoren?
- Ja, jeg er personligt bange for, at meget er status quo om fem år, blot med det fortegn, at vi er blevet mange flere plejekrævende ældre. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår man sidst har opført et nyt plejehjem her i landet. Men hvis vi går fem år frem i tiden, så er mit håb, at de ældre er bevidste om, at de kan gå til Ældretalsmanden, siger Kiista P. Isaksen.
Men hun håber også, at de ældre er bevidste om, at man har ansvar for eget liv.
- Med det mener jeg, at den enkelte borger er blevet bevidst om sine rettigheder, og hvor de skal henvende sig. Det skal helst ikke kun være dem med de stærkeste pårørende, der råber højst, som kan få hjælp. Det skal være sådan, at alle bliver hørt, også de stille ældre, siger Kiista P. Isaksen.
