Atlantfly vender om
Air Greenlands atlantfly måtte overnatte på Island og måtte vende om til København i dag på grund af dårligt vejr i Sydgrønland.
Air Greenlands atlantfly kunne ikke lande Narsarsuaq igår og måtte flyve til Island i går, men måtte i dag torsdag vende om til København uden at lande i Narsarsuaq.
– Derfor er der en del passagerer der først vil kunne komme frem lørdag den 25. august. Vi har i øjeblikket 98 passagerer, der skulle have været til Narsarsuaq fra København. En del af disse passagerer vil kunne flyttes via Kangerlussuaq til Nuuk fredag den 24. august, og resten kommer frem på lørdag den 25. august, skriver Air Greenland på sin hjemmeside.
Det forsinkede fly havde andre opgaver og kunne umiddelbart ikke flyve tilbage til Grønland. Air Greenland har ellers undersøgt muligheden for at leje et fly fra andre selskaber - dog uden held.
– Såfremt vejret i Narsarsuaq tillader det, vil Air Greenland torsdag med Dash-7-fly forsøge at transportere passagerer til Kangerlussuaq og Nuuk, således at de ad den vej kan komme videre til København. I skrivende stund er vi igang med at flytte så mange passagerer som muligt, så de kommer til København via Kangerlussuaq fredag. Ligeledes vil vi fylde Air Icelands rutefly fra Narsarsuaq til Reykjavik op med passagerer fredag den 24. august. Passagererne flyves derefter videre til København, meddeler Air Greenland.