At rejse er at… få mere sex og blive mere tilfreds med sin partner

Det viser et nyt studie. Men rejserne virker kun, hvis parforholdet i forvejen kører nogenlunde godt, pointerer danske eksperter.

Noget tyder på, at rejser har en positiv effekt på parforholdet.
Offentliggjort

I øjeblikket kan vi på DR se en række par kæmpe for kærligheden i den nyeste sæson af serien Gift ved Første Blik.

En fast ingrediens i det populære parforholdsprogram er bryllupsrejsen. ‘The Honeymoon’. Der, hvor alt helst skal gå op i en højere enhed, og hvor sol og sangria skal give smil på læben og føre til kys mellem de nye ægtefolk på rejsen.

Og noget tyder faktisk på, at rejser har en positiv effekt på parforholdet.

I et nyt studie udført på i alt 238 amerikanere i parforhold, konkluderer forskerne, at rejser giver mere sex og højere tilfredshed i parforholdet.

Forskerne har spurgt omkring 100 amerikanere over 18 år, der bor med deres partner, og som har været sammen i mere end et år, til, hvordan de oplevede fysisk intimitet såsom sex, kys og kærtegn umiddelbart efter en nyligt afholdt rejse og cirka et år efter, de kom hjem igen.

De har også spurgt parrene til den følelsesmæssige intimitet, der blandt andet handler om, hvor forbundet man føler sig med sin partner.

Deres konklusion er klar – parrene føler en højere grad af både fysisk og følelsesmæssig intimitet, efter de har været på ferie. Og de positive følelser holder endda ved et år efter ferien er slut.

Mindre stress giver mere sex

Studiets konklusion »giver god mening« for Hanne Nørr Fentz, der er ph.d. og psykolog i Forskningsenheden for par og familierelationer på Aarhus Universitet.

Den forøgede lyst til kys, kram og dybe samtaler kan måske forklares ved, at parrene er mindre stressede på ferien, end de er til hverdag, mener hun.

Forskning viser nemlig, at en presset hverdag kan påvirke parforholdet negativt.

- Arbejde, madlavning, børn, der skal bringes frem og tilbage til institutionen, og konflikter om opdragelse har generelt stor indflydelse på pars følelse af tilfredshed med forholdet, pointerer Hanne Nørr Fentz.

Og den type stress tages ud af ligningen, når vi for eksempel rejser til sydens sol med vores partner.

- Pludselig drikker man dejlig vin, kigger hinanden i øjnene og har tid til at tale sammen, siger Hanne Nørr Fentz.

Samtalerne bidrager til, at vi bliver klogere på hinanden, og på den måde føler vi os mere forbundne. Derudover kan nye oplevelser på rejser tænde gnister i et måske døende kærlighedsbål mellem et par, der har været sammen i mange år, forklarer hun videre.

- Det, vi normalt ønsker af en partner, er en, der er forudsigelig og tryg. En du kan stole på, lyder det fra Hanne Nørr Fentz.

Men det, som til gengæld ofte virker i forhold til at tænde en lyst til hinanden, er det nye, spændende og overraskende, uddyber hun.

- På rejser ser vi ofte hinanden i et nyt lys. Vi bliver brune og har mindre tøj på. Man kan måske mærke varmen fra solen på hinandens kroppe, siger Hanne Nørr Fentz og fortsætter:

- Den grå kontormus, som vores partner måske ses som til hverdag, kaster pludselig rundt med børnene i poolen, og vi elsker det. Så kigger han eller hun måske frækt på os, og så tændes gnisten igen. 

Når vi selv oplever nyt, er det godt for vores partner

Forskerne bag det nye studie peger også på, hvordan det at opleve en ny kultur, anderledes mad og udfordrende aktiviteter som eksempelvis klatring, bjergbestigning eller riverrafting kan smitte af på parforholdet og styrke det.

- Når vi rejser ud og oplever nye ting, så vækkes vores sanser og nysgerrighed, forklarer Mattias Stølen Due, der er psykolog, forfatter til bogen ’Pas på Parforholdet’ og direktør hos Center for Familieudvikling.

Nysgerrigheden gør os mere interessante for vores partner, fortæller han videre.

- Når ens hustru bliver begejstret for et kunstværk på et museum eller betaget af naturen, kan man selv blive smittet af glæden eller blive nysgerrig på, hvorfor hun synes, det er spændende. På den måde styrker den enkeltes oplevelser også parforholdet, siger Mattias Stølen Due.

Han nikker også genkendende til studiets konklusion om, at udfordrende aktiviteter på rejsen kan knytte par tættere sammen.

- Vi kender det fra teambuilding. Der bliver grædt og kæmpet, men også grint og fejret, lyder det fra Mattias Stølen Due.

For når vi lykkes med noget – for eksempel en lang og hård vandretur – så skaber det en følelse af, at vi mestrer en aktivitet. Dét, at vi deler oplevelsen med hinanden og støtter hinanden undervejs, giver et stærkere bånd, forklarer Mattias Stølen Due videre.

- Og når man afslutter turen med et highfive eller et kram, giver det bare noget godt til parforholdet, siger han.

En klaret klatretur er ikke lige et godt parforhold

Selvom Hanne Nørr Fentz finder studiet »interessant« og mener, det er en vigtig brik til puslespillet om parforhold, og hvordan man kan undersøge feriers effekt herpå, har hun dog nogle forbehold.

Det er blandet andet vigtigt at understrege, at studiet ikke kan konkludere, om de nye spændende oplevelser på rejserne direkte fører til, at parret efterfølgende synes, at det går bedre i parforholdet.

- Studiet er blot en stikprøve, hvor parrets tilfredshed og rejseoplevelser måles samtidig, siger hun og uddyber:

- For at kunne undersøge sådanne sammenhænge skal parrene følges mere tæt over tid – både før og efter deres rejser.

Rejser er ikke garanti for et godt forhold

Rejser er da heller ikke nogen mirakelkur for parforholdet. Især ikke, hvis forholdet skrænter i forvejen, lyder det fra begge eksperter.

For selvom det at prioritere oplevelser med hinanden – eksempelvis gennem en ferie – er godt for forholdet, peger forskning på, at en smuttur til Paris en gang om året betyder mindre, end hvordan man behandler hinanden i hverdagen.

Man skal ikke tro, at ferier redder forholdet. Ferier bliver kun gode, hvis man har et solidt fundament af tryghed, forklarer Mattias Stølen Due.

- De dybereliggende forskelle, der er mellem os selv og vores partner, er der også på en ferie, siger han.

Derudover kan det, at man har brugt mange penge på en ferie, også påvirke graden af konflikter negativt.

- Pengene kan gøre, at man føler et pres for virkelig at nyde ferien. Og så kan problemer og konflikter blive sprængfarlige, fordi man ærgrer sig over, at man ikke bare nyder hinanden, forklarer Mattias Stølen Due. 

Find det gode i hverdagen

Det er heller ikke alle, der har råd til at rejse, pointerer Hanne Nørr Fentz.

- Det er selvfølgelig skønt at være på store, fede, dyre rejser. Men det er også vigtigt at overveje, hvordan man kan få det dejlige fra rejsen ind i hverdagen, siger hun og tilføjer:

- Bare det at gå udenfor og se en solnedgang, spille et nyt spil eller cykle en tur sammen kan give noget skønt til forholdet.

Hvis man har små børn, og det er svært at bevæge sig udenfor ret længe ad gangen om aftenen, kan man i stedet arbejde på parforholdet hjemme fra sofaen, lyder rådet fra Hanne Nørr Fentz.

Hun anbefaler blandt andet en indsats for et bedre parforhold, som er lavet af Center for Familieudvikling og Aarhus Universitet.

Indsatsen indebærer forskellige tilbud i form af for eksempel podcasts og en parguide, hvor man kan få inspiration til sit parforhold.

- Vi ved fra forskningen, at den her type indsatser virker positivt og kan påvirke trivslen hos både børn og voksne, siger Hanne Nørr Fenzt og slutter:

- Man bliver nødt til at vande sit forhold og give det opmærksomhed, hvis det skal blomstre. Og her kan både rejser og hverdagsudflugter gøre noget godt, fordi man bevarer nysgerrigheden på hinanden.

Powered by Labrador CMS